Gå til hovedindhold

Forfatter: Kenneth

Mød vores nyeste kollegaer

Mød vores praktikanter Janin, Henrik og Simon. Janin og Henrik er i praktik som ingeniører og sidder i Randers, imens Simon er i praktik som bygningskonstruktør og sidder i Grenaa. I Randers har vi ud over de to praktikanter også budt to nye kollegaer velkommen: Bygningskonstruktøren Bjarne og tegnestueassistenten Henriette.

De er allerede godt i gang, og vi glæder os til at lære dem endnu bedre at kende.

Grønt pionerprojekt med kæmpe potentiale

Gensidig tillid, høj fleksibilitet og fokus på at komme i mål til tiden er bærende for samarbejdet mellem Makeen Energy som bygherre og Arkikon som rådgiver i et stort igangværende byggeri på Randers Havn. “Det er en ægte pioneropgave, hvor vi har været med helt fra starten med bygningsarbejder,” fortæller partner og projektchef Jesper Quist Hauskov.

“Vores opgave er at skabe rammerne omkring opførelsen af et helt nyt industrielt procesanlæg, der ved hjælp af pyrolyse omsætter affaldsplast til forskellige former for brændstoffer.”

Eksperter i teknisk byggeri

Ifølge Jesper har Arkikons mangeårige erfaring med rådgivning og idéudvikling inden for tekniske byggerier på lignende projekter, blandt andet Everfuels Power-to-X-anlæg i Fredericia, været afgørende for, at de blev valgt som rådgiver. “Udgangspunktet var et velfungerende testanlæg i mindre størrelse, hvor konceptet var prøvet af. Det skal i løbet af kort tid munde ud i et nyopført kommercielt produktionsanlæg, der kan håndtere omkring 20.000 tons plastikaffald årligt. Vi har rådgivet i forhold til design, udformning og projektering af bygningsmassen, myndighedsansøgninger samt udenomsarealer og infrastruktur.”

Kreative tekniske løsninger

“Det er en ganske særlig og ambitiøs opgave med helt specielle udfordringer, der kræver både balancegang og innovation,” forklarer partner og teknisk chef René Levinsen Rasmussen fra Arkikon. “Makeens folk har i processen med at udvikle anlægget, måtte udtænke mange nye kreative tekniske løsninger. Derfor har vores arbejde også skulle justeres hen ad vejen. Udgangspunktet var på forsøgsbasis, så vi har skullet holde begge ben på jorden, og det er en megaspændende opgave.”

Krav om partnerskab

“Netop den løbende udvikling af opgaven kræver, at både bygherre og rådgiver udviser stor partnerskabsadfærd,” forklarer Jesper og fortsætter: “Vi har et tillidsfuldt samarbejde, og det er helt nødvendigt. For eksempel har den samlede oprindelige bygningsmasse fra layoutet til projekt ændret sig væsentligt, og det samme har udformningen. Så det er et meget dynamisk projekt, hvor vi har lavet nogle samarbejdsaftaler, som sikrer, at vi sammen kan overholde en stram tidsplan med at færdiggøre anlægget.”

Grøn innovativ teknologi

Både Jesper og René ser entreprisen som en drømmeopgave, fordi den understøtter Arkikons grundholdning om at bidrage til en positiv grøn samfundsudvikling.”Vi arbejder målrettet på internt at videreudvikle på nyeste digitale og teknologiske muligheder, og ser den vision som et godt udgangspunkt for bedre at kunne sætte os ind i vores kunders innovative, grønne projekter.”

Anlægget, der har påkaldt sig stor international opmærksomhed, forventes i drift i 2022.

Partnerskab på tværs af tegnestuer

Projekt langt fra arbejdsbordet

Hotellet i Sisimiut er en del af en kæde med tre andre hoteller i Nuuk, Ilulissat og Aasiaat, der tidligere har været kendt som Sømandshjemmet. Projektet bestod af en udvidelse af hotellets cafeteria for at gøre plads til de mange tilbagevendende gæster fra nær og fjern.

”På Sisimiut-projektet har vi tegnet skitserne i hånden, og Arkikon har transformeret dem til digitale 3D-tegninger samt varetaget ingeniørdelen”, fortæller Peter Krogh, medindehaver af Caspersen & Krogh Arkitekter, og han fortsætter: ”Opgaven med Sømandshjemmet er spændende og meget kompleks. På ingeniørsiden er der nogle lidt anderledes normer for vind og snelast i Grønland, som vi ikke er vant til herhjemme. Men takket være et fint partnerskab med BJ Entreprise, der har målt op for os, er det lykkes os at projektere, så det var muligt at bestille de præfabrikerede elementer fra Danmark. Her har de digitale 3D-tegninger været afgørende, særligt når vi ikke selv har været fysisk til stede deroppe.”

Det bedste fra alle verdener

Hos Caspersen & Krogh er passionen for de håndtegnede arkitektstreger stor, og det er ikke uden grund. Sansen for kvalitet og elegance er i top, og hos Arkikon er vi stolte over at arbejde sammen med så dygtige fagfolk, der har en portion erfaring og viden med sig, som vi ikke støder på ofte.

”Der er ikke én streg, der ikke er tænkt som en meddelelse”, konstaterer Peter og forklarer, hvordan kombinationen af arbejdsmetoder og forskellige kompetencer faktisk er med til at sætte de involverede medarbejdere endnu bedre ind i stoffet. Arbejdskombinationen betyder nemlig, at hver eneste lille streg er gennemtænkt. Stregen skal igennem flere led, og derfor skal den være klar, tydelig og med et præcist budskab fra første skitse.

”Vi tegner meget i hånden, og det er der flere fordele ved, end mange måske tror i dag. Og når vi bagefter kombinerer det med Arkikons 3D-tegninger, som ingeniørerne generelt er glade for, så fremmer det projekterne, fordi vi får det bedste med fra alle verdener,” siger Peter.
Muligheden for kontakt med en ingeniør på et meget tidligt stadie i et projekt er værdifuld og kan være ligefrem nødvendig for at sikre, at der ikke arbejdes videre med luftkasteller, som ikke kan realiseres. Hos Caspersen & Krogh holder de generelt begge ben på jorden og arbejder altid med en tro på, at det, der skitseres, også kan bygges i virkeligheden. At få ingeniøren med på projektet fra start understøtter kvaliteten af dét arbejde, og det medfører også gevinster på det økonomiske plan. Særligt ved mere komplekse projekter, hvor budgettet kan stikke af, hvis det ikke medregnes fra begyndelsen.

Fælles udsigt mod nye horisonter

”Jeg er meget tilfreds med det, vi er nået frem til sammen med Arkikon”, konkluderer Peter om samarbejdet på projektet med hotelcafeteriet i Sisimiut.

Succesen med samarbejdet mellem Arkikon og Caspersen & Krogh stopper heldigvis ikke ved dette projekt, da vi lige nu er i gang med medarbejderboliger i Ilulissat, som skal bruges af medarbejderne ved det lokale Søma-hotel. Samtidig har vi sideløbende med Sisimiut-projektet blandt andet samarbejdet om et spisehus i Randers, ligesom der er nye, spændende og ikke mindst komplekse projekter i sigte. Projekter, hvor vi kan nyde gavn af hinandens kompetencer og viden inden for de forskellige fag. Hos Arkikon glæder vi os meget til at se, hvor fremtiden bringer os hen sammen.

Mød os på Dansk Fjernvarmes Landsmøde 2021

Vi glæder os meget til at hilse på alle vores venner i forsyningsbranchen, og selvfølgelig til at møde en masse nye. Årets tema er “Centrum for det grønne Danmark” og meget relevant, hvis du spørger os. Derfor ser vi frem til at fortælle, drøfte og forhåbentlig blive meget klogere på emnet, når vi besøger Aalborg Kongres & Kultur Center fra torsdag d. 28. til fredag d. 19. oktober.

Besøg os ved stand BJ og oplev Egtved VarmeværkEverfuels HySynergy og Midtfyns Energis nye flisværk helt tæt på. Her kan du også selv teste, hvordan vi hos Arkikon fører grønne byggeprojekter i forsyningsbranchen fra startskud til målstreg.

Du kan læse mere om årets tema her på Dansk Fjernvarmes hjemmeside.

Midtfyns Energis nye, grønne flisværk

“Materialerne leder tankerne hen på skovens ro.” – Ulla Rosenlund Knudsen, Arkikon

En grøn og åben repræsentant

Det nye flisværk skal anvende dansk produceret træflis samt CO2-neutralt brændsel i form af overskudtræ fra park og skov til at producere grøn varme til borgerne. Positionen som et moderne, grønt flisværk har vores arkitekt Ulla Rosenlund Knudsen forsøgt at understøtte gennem arkitekturen.

Bygningskomplekset består af tre sammensatte enheder; produktionsrum, lager og administration.

Administrationen bliver det daglige mødested for værkets medarbejdere, og de 260 m2 kommer til at fungere i harmoni med produktionen og lageret.

De tre enheder hører således sammen, men de er i sagens natur også differentieret fra hinanden i kraft af bygningernes forskellige funktionelle formål. Differencen fremstår tydeligt i anvendelsen af materialer, som står i kontrast til hinanden på tværs af bygningsenhederne.

Vinduespartierne skaber transparens. Helt ude fra vejen får besøgende og forbipasserende indsyn til administrationens hjerte gennem det primære mødelokale og videre ind til maskinerne i kedelrummet. Overgangen fra menneskerum til maskinrum forstærker oplevelsen af kedlens skala i samspil med personalets interaktion i administrationsbygningen. Og det er med til at åbne forsyningsprocessen op for befolkningen – hvor og hvordan vores energi produceres, og hvem der styrer driften.

Konstruktioner og materialer, der signalerer bæredygtighed

Ulla har designet flisværket i en stil, som er præget af naturlige materialer og farver, der passer ind i tidens ånd og refererer til værkets råmateriale.

Produktionen er udført i skovgrønne sandwichpaneler med stabiliserende betonvægge i bunden af bygningen. Det er her, den grønne varme produceres.

Materialevalget skaber tyngde mod terrænet i bunden, og de lette materialer øverst står i blød kontrast til betonen.

Lageret og administrationen er afsluttet med vandretmonterede trælameller, der patinerer over tid. Træet giver et varmt og roligt udtryk, som, kombineret med de grønne paneler på produktionsbygningen, harmoner med værkets naturrige omgivelser.

Byggelederen har ordet

”Når jeg besøger byggepladsen, sørger jeg altid for at tage billeder med hjem, så mine kollegaer på tegnestuen kan følge projektet i virkeligheden og ikke kun på papiret. Og så er det jo fascinerende at komme helt tæt på de store maskiner og al teknikken, der er omdrejningspunktet for det, vi bygger.”

Sådan lyder ordene fra vores byggeleder og sikkerhedskoordinator på projektet, Dennis Fähnrich Frandsen, der har fulgt udviklingen af det nye flisværk på nær hånd og besøgt byggepladsen jævnligt undervejs i processen.

Ligesom os andre, holder Dennis af at opleve samspillet mellem teknik, æstetik og funktion, og her er Midtfyns Energis nye flisværk i Ringe et rigtig godt eksempel.

Fakta

Det nye flisværk har et samlet etageareal på omtrent 1500 m2 og måler 13,5 meter i højden fra gulv til loft i produktionen. Det nye biomasseværk yder 4,8 MW, og flisgruberne er 5,5 meter dybe og kan hver rumme ca. 115 m3 flis.

Projektet er nu så langt i processen, at værket står færdigt dette efterår.

Grenaa Dampvæveri nævnes i regeringens boligudspil: Byer med plads til alle

Se det på s. 18 i boligudspillet her.

Projektet nævnes i regeringens initiativ om at skabe flere almene boliger og gøre det nemmere at ombygge eksisterende ejendomme til formålet. Som det også fremlægges i boligudspillet, er styrken ved at ombygge allerede eksisterende ejendomme, at det kan være en mere bæredygtig tilgang og give almene boliger med en god beliggenhed. Arkikon var rådgiver på projektet med Grenaa Dampvæveri, hvor den første fase skulle skabe nye ungdomsboliger i omridset af den gamle kedelbygning. Boligerne ligger centralt i Grenaa i gåafstand til indkøbsmuligheder, uddannelsesinstitutioner og sportsfaciliteter. Samtidig er den gamle kedelbygning genopstået med nye funktioner og nyt liv i byen.

Senere hen blev det også til en fase 2 og 3 med flere ungdomsboliger, erhvervsafdelinger samt familie- og senioregnede boliger med reference til og i ridset af den gamle industris aftryk.

Hos Arkikon ser vi også værdien i at give bygninger nyt liv. Ud over at finde en god og central plads til nye boliger, er det også en måde at skabe hjem, der rummer helt unikke betydninger og historier og bevarer kulturhistorien i byen. Ved at genskabe eller bevare bygninger med en særlig historie styrker vi også den blandede by gennem arkitekturen.

Arkikon er blæksprutte på opførelsen af verdens største rensningsanlæg baseret på MBBR-teknologi til rensning af produceret vand

I praksis betyder det rigtig meget koordinering på kryds og tværs af projektets mange involverede parter.

“Arkikon er projektets blæksprutte, og den rolle har de løst med bravur.” – Bent Holm Nielsen, SUEZ – MTH konsortium

Et bredt konsortium til en kompleks og koncentreret opgave

Samarbejdet mellem SUEZ Water, MT Højgaard og Arkikon har kørt med tæt kontakt til konsortiets direktør Bent Holm Nielsen, der leder projektet på vegne af SUEZ. Vi har spurgt Bent, hvordan processen har været, og hvorfor dette projekt skiller sig lidt ud fra mængden.

”Arkikon fungerer som underleverandør til SUEZ. Men de har også været alvorligt medvirkende til at lave alle de dokumenter, der er nødvendige for at opnå byggetilladelse. Og det må jeg sige er gået rigtig fint”, siger Bent og fortsætter:

”Allerede her bidrager Arkikon med mere, end hvad jeg normalt oplever på arkitektsiden. Arkikon er projektets blæksprutte, og den rolle har de løst med bravur. De har varetaget koordineringen med MT Højgaard på en række væsentlige punkter og samtidig koordineret med SUEZ, myndighederne og Ørsted på kundesiden.”

Flere spillere med øje på bolden

Der skal tages vigtige hensyn, når man arbejder med kemikalier, der skal igennem mange processer. På det seneste har Arkikon assisteret med tekniske forskrifter for gasser, herunder risikovurdering på oxygentanke.

Mark er projektleder på sagen, og det er ham, der samler trådene hos Arkikon. Der har faktisk været flere medarbejdere involveret, og uanset om det er Mark, DzemalSteffan eller Johan, jeg har i røret, sørger de alle sammen for at få problemstillingerne løst på en ordentlig måde, og Mark er supergod til at samle op”, fortæller Bent.

Som projektets tovholder følger Bent med i alt, hvad der foregår i konsortiet. På et så koncentreret projekt med mange involverede parter, har det været vigtigt med stærk fremgang på kort tid. SUEZ har entreret med moderselskabet i Frankrig i forhold til at få udført det tekniske design, og derfor har samarbejdet kørt med tæt kontakt med kollegaerne i Paris. Bent holder selv til på Sjælland, hvor Ørsted også bor, og så er der os andre i Jylland.

”Vi er spredt ud geografisk, både nationalt og internationalt, og derfor har meget koordinering foregået over Teams. Det er lidt unikt at arbejde med en projektorganisation, der skal samarbejde så meget på tværs af både mennesker, selskaber og geografi. Men alle har medvirket til, at det er blevet en succes – ikke mindst Arkikon”, afslutter Bent.

Projektet omkring det nye anlæg i Fredericia har kørt siden maj 2021, og designdelen er nu nået 60% tættere på målet. Efter planen står anlægget færdigt til at behandle vand i løbet af foråret 2023.

Vi vil overraske positivt

Hos Arkikon er vi samlet flere fagligheder under samme tag, og det har været vores største styrke lige siden begyndelsen. Vores tætte, daglige samarbejde på tværs af faggrupperne er fundamentet for, at vi kan levere helstøbte løsninger, uanset hvilken branche vi leverer til. Derfor arbejder vi på at styrke og synliggøre vores forskelligheder i hverdagen, så vi både giver plads til personlig udvikling inden for hvert fag, men også på tværs af fagene.

Til det har vi indført faggruppemøder som et nyt tiltag hos Arkikon. Det handler om, at de enkelte faggrupper mødes jævnligt og taler om, hvordan det går, og hvordan vi kan forbedre os. På den måde sikrer vi, at vi arbejder i samme retning og samtidig når vores individuelle mål med hver vores ansvarsområder. Struktureret og effektivt.

Vi er arkitekter, ingeniører og konstruktører, og vi er også tekniske og administrative profiler. Men fremfor alt er vi et samlet hold af dedikerede medarbejdere, der stræber efter at udvikle os hver dag. Alt sammen med målet om at overraske vores kunder og samarbejdspartnere positivt.

35 år og 250 forsyningsprojekter

Sidst i 90’erne begav vi os ud i projekteringen af vores første varmeværk. Det blev starten på en lang rejse, der den dag i dag stadig ikke er slut.

Forsyningsbranchen er vores hjemmebane, og siden begyndelsen er vi både vokset inden for det industrielle område, men vi har også bredt os i andre retninger.

Vores passion er tydelig, og i dag er Arkikon nået op på mere end 250 forsyningsprojekter. Det fejrer vi i dag i samlet flok med kage, bobler og en snak om, hvem Arkikon er, hvad vi står for og hvor vi skal hen.

Vi er klar til de næste 35 år.

Vores nyeste kollegaer

Costanza Angeloni er arkitekt, og Ammar Al-Faili er konstruktionsingeniør med speciale i bærende konstruktioner. Fælles for dem begge er deres passionerede tilgang til projekterne og deres interesse i at lande et sted, hvor arkitekter, ingeniører og konstruktører arbejder tæt sammen på daglig basis.

Læs mere om Costanza og Ammar.