Gå til hovedindhold

Forfatter: Kenneth

Forårets anden runde nye praktikanter

24-årige Kasper bor i Risskov og studerer til bygningskonstruktør i Horsens. Han skal være hos os indtil sommer.
“Jeg er selv oprindeligt fra Grenaa og glæder mig til at komme tilbage for en stund. Jeg er sikker på, det bliver en spændende og meget lærerig praktik,” siger han.

Den anden praktikant er 24-årige Emil, der oprindeligt kommer fra Fyn, men som bor i Aarhus.

“Jeg læser til ingeniør, og jeg glæder mig rigtig meget til at komme ud i praksis og lære en masse,” siger han.

Vi ser frem til samarbejdet med jer.

Årets første praktikanter hos Arkikon

Den ene er 27-årige Nila Sellan fra Randers, der sidste år blev færdiguddannet arkitekt og nu skal i virksomhedpraktik her hos os.

“Jeg har set mange af Arkikons projekter i Randers, det er blandt andet vandtårnet. Arkikon udfører rigtig mange komplekse projekter, som jeg glæder mig til at lære en masse af,” fortæller Nila.

Den anden praktikant er 19-årige Bjarke, der søger ind på arkitektuddannelsen i foråret, men som rigtig gerne vil ud og snuse lidt til faget inden.

“Jeg ved allerede, at det er den vej, jeg skal gå. Både min far og min storebror er arkitekter, så jeg er nærmest vokset op med det,” fortæller han.

Vi ser frem til et godt og spændende arbejde med begge praktikanter.

Sammenhæng mellem naturens lov og arkitektur på Molslinjen

Der skulle tænkes nye og anderledes tanker i forhold til beregninger, arbejdsprocesser og arkitektur i projektet for Molslinjen, men Arkikons Nikolaj Riisberg Mikkelsen, der har været konstruktionsingeniør på projektet, er rigtig glad for resultatet.

“Vi har formået at få det til at ligne en “svævende bygning” i en trekantet form og få samlet alle kræfter i fundamentet,” fortæller han og fortsætter:
“En kombination af arkitektens ønsker om åbninger og dynamik smeltet sammen med min opgave med at skabe synlige skalkonstruktioner og bevare de komplekse former og geometrier, har givet lige det resultat begge faggrupper ønskede,” fortæller han.

Puslespil samlet i Aarhus

Delkomponenterne i aluminium er hentet i Holland, mens stålkonstruktionerne er lavet af HSM i Grenaa, hvorefter det hele er kørt i sektioner til Aarhus for at blive samlet der, mens Arkikon har stået for projektarbejdet.
“Vi har haft et rigtigt godt samarbejde med Arkikon, hvor al rådgivning har været samlet hos dem. Nikolaj har været rigtig god til at fordele rollerne, så vi alle har gjort det, vi er gode til, og det er også derfor, at det ender med så godt et resultat,” fortæller HSM’s projektleder i Grenaa Michael Fonvig Hald.

Aluminium

Bygherre har valgt et atypisk materiale til gangbroen  Det har givet Nikolaj og de andre fra Arkikon sved på panden, men det var samtidig en sjov og lærerig udfordring, understreger han.
“Aluminium er et andet materialevalg med andre egenskaber end det, vi normalt bruger og kender, som beton eller stål med klassisk gitterkonstruktion. Her har vi skabt et stort og bærende aluminiumsrør med tynde ydervægge, som man går ind i.” forklarer han.

Materialet passer rigtig godt til havnemiljøet.

“Det er jo det, færgerne er bygget af, så det står godt i miljøet, da det giver et råt udtryk, og det er samtidig meget praktisk, da der ikke er så meget vedligehold,” fortæller Nikolaj.

“Vi har forsøgt at finde en dynamisk sammenhæng mellem arkitekturen og naturens lov, så både Arkikons arkitekt Mark og jeg som ingeniør er rigtig godt tilfredse med resultatet, fordi det simpelthen lykkedes,” slutter han.

Vi søger erfaren konstruktionsingeniør

Vi har travlt med mange spændende projekter og er i en positiv udvikling, så derfor er det nok lige dig, som vi står og mangler til vores nuværende team af dygtige og engagerede medarbejdere.
Du vil blive en del af Arkikon A/S, der er en alsidig rådgivningsvirksomhed inden for byggeri, og vi har snart 35 års erfaring i branchen. Vi har en usædvanlig bred faglighed, der sikrer et stærkt fagligt miljø, da vi beskæftiger både arkitekter, ingeniører og konstruktører. Arkikon A/S beskæftiger i dag 30 ansatte fordelt på vores 2 afdelinger i henholdsvis Randers og Grenå.

Vi tilbyder:

  • En arbejdsplads på vores kontor i Randers eller Grenaa. Grenå kontoret har den mest fantastiske beliggenhed med havudsigt ved Fornæs Fyr.
  • En arbejdsdag med høj grad af frihed under ansvar
  • Fokus på dine personlige udviklingsmuligheder da opgaverne vil variere i både størrelse, art og indhold, hvilket også betyder at din rolle og dit ansvar samt de faglige udfordringer vil variere
  • Gode lønforhold og fleksible arbejdsvilkår
  • Frokost- og frugtordning, sundhedsforsikring og firmapension
  • God personaleforening med sociale arrangementer – herunder studietur
  • Uformel og god omgangstone, som sikrer et godt arbejdsklima og god trivsel.

Vi forventer:

  • 3-5 års erhvervserfaring med konstruktionsprojektet
  • Højt fagligt niveau
  • Du kan arbejde både selvstændigt og i teams med forskellige faggrupper
  • Du har selvstændigt drive og evne til at planlægge og styre egne arbejdsopgaver og projekter
  • Du bidrager til vores gode arbejdsmiljø med et godt humør

Som konstruktionsingeniør hos Arkikon er det kombinationen af dine værdier, dine evner til at skabe relationer, din høje faglighed og din forretningsforståelse, der er det centrale. Du er samarbejdsorienteret og skaber tillid ved at udvise professionalisme, er positiv og har stærke værdier.

Ønskes mere information, er du velkommen til at kontakte Bo Brøgger Rasmussen på tlf. 21 69 59 45 eller mail bo@arkikon.dk.

Ansøgningsfrist er senest tirsdag d. 12. januar 2021 pr. mail, inkl. CV.

Søren Møllersgade Randers

Moderne og neutrale lejligheder

Projektet er en byejendom, hvor Arkikons opgave således har været at få de eksisterende rum i ejendommen til at fungere som boliger i brugbare størrelser. Med fokus på funktionalitet og genanvendelse, er der blevet skabt 52 moderne lejligheder, der i deres grundudtryk er så neutrale som muligt.

Arkitektur bevaret gennem tilpasning

Vores arkitekt har haft et særligt fokus på gangarealerne, hvor mange af bygningens oprindelige elementer såsom trapper og håndlister er bevaret. Derudover har vi fået lavet dekorationer og ophængt akrylbilleder med originale arkitekttegninger, som fortæller husets arkitektoniske historie, hvor Randers-arkitekten Jens Peter Jensen Wærum oprindeligt tegnede bygningen.

Bolig og privat

Der er tanke i baggrunden i samme farve som varmepumpebygningen

Varmepumpeanlæg Grenaa

I et større industriområde i udkanten af Grenaa ligger et varmeværk, der forsyner byens borgere med varme. Arkikon har tegnet og projekteret et nyt varmepumpeanlæg, som er placeret lige ved siden af det eksisterende værk. Det tekniske anlæg er visuelt forbundet med det eksisterende varmeværk, og det omkringliggende landskab er beplantet med nye træer og buske. Beplantningen indgår som et vigtigt element i bygningsdesignet, og flere facader er begrønnet, så der med tiden opstår en naturlig sammenhæng med de grønne arealer omkring værket.

Usynlige installationer hos Tradium i Randers

780 kvm. Så stort et område har Arkikon totalrenoveret for en af Tradium Randers’ afdelinger, hvor tømreren, maleren og andre håndværkere bliver uddannet og til dagligt har deres gang. Anders Würtz, bygningskonstruktør og Tradiums bygherrerepræsentant, kalder området for bygningens nerve, der er blevet løftet.
“Det var et kritisk punkt, der skulle renoveres, fordi det har indflydelse på rigtig mange medarbejdere og elever,” forklarer han og fortsætter:
“Men det var nødvendigt, for inden renoveringen havde vi en meget trist og lille hovedindgang, der ikke kunne ses, men som nu er et stort og flot forskudt parti med messingplader, så der ikke kan være tvivl om, hvor hovedindgangen er.”

Enkel arkitektur

Skillevægge er væltet, der er åbnet op og indretningen er blevet optimeret. Det giver samlet set et mere enkelt udtryk.

“I den gamle kantine var der nogle store rør, som kørte tværs gennem hele kantinen. De er fjerne,t og så har vi fået det løst, så nogle mindre rør er en del af arkitekturen.”
“Vi ville gemme det store ventilationssystem væk, så det hverken var synligt på taget eller inde i bygningen. Det er nu pakket væk under kantinen, og så har vi fået teknikrummet gemt oppe over køkkenet,” forklarer Anders, der er meget tilfreds med resultatet.

Det muliges kunst

Vores tekniske chef René Levinsen Rasmussen har gjort en dyd ud af de usynlige installationer.

“Der var tre store ventilationsanlæg i det eksisterende byggeri, og det er det muliges kunst at få det skjult, for ventilationen kræver meget plads. Vi skabte specielle rum, og det er da lidt imponerende,” forklarer han.

Bygningens nerve er nu klar i en fornyet udgave, og køkkenpersonalet er på plads i det nye køkken og klar til at servicere op mod 300 og 400 elever i den nye kantine.

Gangbro og færgehavn i baggrunden

Færgeterminal Aarhus

Holdbart design

De tre dele er alle lavet i et materialevalg, der giver et råt udtryk og i stålgrå farver, så det matcher det øvrige havnemiljø. Gangbroen er lavet i aluminium, og arkitektonisk er det vægtet højt, at landgangen fremstår dynamisk og udtrykker hele anlæggets samlede forløb.

Funktion som omdrejningspunkt

Arkitekturens udgangspunkt har for ankomsthallen, gangbroen og bygningen været at udtrykke sig igennem sin funktion og på den måde indpasse sig med de dominerende konstruktioner af køreramper og andet. Selve røret er den mest markante del i anlægget, og det er den, bilisterne ser, når de holder i kø samt den, de gående passagerer skal finde hen til. Derfor er der lagt vægt på en form, der fremstår dynamisk og som forhåbentligt er interessant at se på

 

Offentlig og erhverv

Praktikanter skaber dynamik hos Arkikon

For få uger siden havde de otte i praktik i forskellige rådgivergrene hos Arkikon – fire i afdelingen i Randers og fire i afdelingen i Grenaa – de er nu blevet til tre praktikanter og fem fastansatte. En statistik, som Thomas er godt tilfreds med.
“Vi vil gerne være et attraktivt praktiksted for alle praktikanter, der har lyst til at være hos os. Når et praktikforløb ender med en fastansættelse, så har det været et succesfuldt samarbejde – og det er godt for praktikanten, der ender med en ansættelseskontrakt i hånden,” fortæller han og tilføjer
“Men det er samtidig rigtig godt for os som virksomhed, fordi vi får en dygtig medarbejder, der allerede har indsigt i virksomheden og vil os.”

En af de praktikanter, der har været i virksomhedspraktik, og derefter har fået en fastansættelse, er Maria Leonard Christensen, der er uddannet VVS-ingeniør
“Jeg havde sagt mit tidligere job op og var ikke sikker på, i hvilken retning jeg skulle. Det er fedt, at Arkikon har en tæt kontakt til jobcentret, så man kan komme i virksomhedspraktik og prøve det af – det har hjulpet mig til at finde den rigtige vej og har givet mig en fastansættelse,” forklarer Maria.

Udenlandske praktikanter

I foråret havde Arkikon to udenlandske praktikanter i jobpraktik, de har begge afsluttet deres uddannelser som arkitekter i udlandet, men ville gerne arbejde i Danmark. En af dem er Merima Sadzak Haumand, der er uddannet arkitekt i Bosnien.
“Det var ikke svært at starte i praktik hos Arkikon efter endt uddannelse i Sarajevo og Wien. Arbejdsmiljøet var godt og kollegaerne tog rigtig godt imod mig. Jeg lærte lynhurtigt den danske måde at gøre tingene på, men der var også plads til at bruge min viden fra min egen baggrund,” fortæller hun.

Tværfagligheden i Arkikon

Noget, som alle praktikanter fremhæver, der gør det til et attraktivt praktiksted, er, at der sidder mange faggrupper under samme tag – arkitekter, ingeniører og konstruktører, deraf navnet Ark-i-kon. Simone Riddermann Christiansen er i semesterpraktik som ingeniør i forbindelse med sin uddannelse.
“Det er et fedt sted, hvor jeg også kan bruge de arkitekt-fag, jeg har haft på skolen, fordi huset rummer begge faggrupper, og så giver Arkikon mig et indblik i, hvordan mit arbejdsliv kan blive, når jeg er færdiguddannet,” forklarer Simone.
Medpraktikanten Toke Bonde, der er i praktik som bygningskonstruktør, fremhæver den dynamik, der opstår, ved tværfagligheden:
“De er så gode til at imødegå praktikanter. Her får vi lov til at være med ude på de projekter, der interesserer os. Vi får ansvar og samarbejder på tværs, og så opstår der en særlig dynamik her, når vi kommunikerer med andre fagpersoner,” siger han.

Plads til forskelligheder

For Thomas Enevold og de tre andre medejere af virksomheden er det vigtigt at kunne rumme de mange praktikanters forskelligheder, uddannelser og baggrunde.

“Vi er et mangfoldigt sted, hvor der er plads til mange typer af praktikanter og medarbejdere. Vi har plads til folkeskolepraktikanten, virksomhedspraktikanten, praktikanter, hvor det er en del af deres uddannelsesforløb, men vi har også praktikanter, der inden studiestart skal finde ud af, om det her er den rette vej for dem. Flere af dem kommer fra udlandet. Efter jul får vi to nye praktikanter, hvor den ene er fra Ungarn,” forklarer Thomas.

Når praktikanterne kommer med så forskellige baggrunde – både fagligt og etnisk – så skaber det den dynamik i huset, som Thomas og de andre medejere gerne vil opnå.

“Så bliver det et rigtigt spændende sted, hvor vi udvikler os både fagligt og menneskeligt, og så skaber vi sammen de bedste resultater.”

Kenneth Eriksen

Kenneth er IT-medarbejder hos Arkikon og står for at holde styr på al teknik og teknologi på vores to tegnestuer. Han har læst økonomi og ledelse på Handelshøjskolen i Aarhus, men er siden da altid endt i stillinger og med arbejdsopgaver inden for IT-området. ”Jeg tænker lidt ligesom en computer, så arbejdet med IT er altid kommet naturligt.”

De sidste seks år har Kenneth arbejdet hos en lokal IT-virksomhed. Her blev rygsækken både fyldt op med en masse erfaring og et kendskab til Arkikon, der endte med en fast tilknytning på Fornæs hver fredag. ”Det er fedt at mærke, at jeg kan hjælpe mine kollegaer hos Arkikon, og få deres hverdag – i hvert fald IT-mæssigt – til at fungere.”

”Mine opgaver udvikler sig hele tiden herude. Jeg ordner også andre praktiske ting, når der er brug for det. Det er dejligt med en varierende arbejdsdag, og jeg glæder mig til at se, hvad jeg mere kan hjælpe med herude.”

Det er ikke kun herude, at Kenneth nyder at hjælpe andre. Hver torsdag hjælper han nemlig til hos Café Grenaa, hvor han er med til at stå for en ungdomsklub. ”Det er dejligt at se de unge få venner, blive mere udadvendt og mere sociale.”