Varmeværk Trustrup-Lyngby
Trustrup-Lyngby Varmeværk stod med en administrationsbygning, hvor pladsen begyndte at være for trang, og efterspurgte derfor nye faciliteter, der kunne leve op til både nuværende og fremtidige behov. Arkikon har varetaget opgaven fra idé til udbud. Resultatet blev en arkitektonisk administrationsbygning i to etager, der i dag fungerer som en moderne og fleksibel arbejdsplads med panoramaudsigt over landskabet fra bygningens første sal.
Visuelt forbundet til varmeværkets funktion
Tanken med projektet var at skabe en rummelig administrationsbygning, hvor visuelle forbindelser og menneskelig skala omfavner bygningens funktion og stærke profil. Arbejdsmiljø, sammenhold og nærhed er centrum for den rummelige oplevelse, hvor individuelle indretningsbehov kan udfoldes.
Varmeværket fyrer med træflis og udnytter solens varme gennem solfangere, hvilket har været en stærk inspirationskilde til projektet. Den varme glød i facadepladerne spiller godt sammen med varmeværkets eksisterende antracitgrå facade. Den nye facade vil over tid patinere til mørkere nuancer, fremhæve den nye administrationsbygning og understøtte fortællingen om værkets funktion og produktion.
Solafskærmningen markerer bygningens form i en legende bevægelse og fremhæver indgangspartiet for de besøgende og ansatte. I skumringstid og aftentimerne fremstår solafskærmningen som et lysende bånd på bygningens facade.
Let tilgængeligt og i harmoni med omgivelserne
Let og tung trafik er nu blevet adskilt, og området omkring administrationsbygningen har fået ny parkeringsplads, handicapvenligt stiforløb og beplantninger, der harmonerer med den rødbrune facade om efteråret.