Gå til hovedindhold

Løsning Fjernvarmes nye administration giver rum til hverdagens behov

2 jul, 2026

Løsning Fjernvarme er flyttet fra trange rammer til en ny administrationsbygning med plads til medarbejdere, arbejdsglæde og fremtidig udvikling. Arkikon har været bygningsrådgiver på projektet.

– Jeg har det fantastisk med, at fremtiden for Løsning Fjernvarme kommer til at foregå i de her rammer.

– Det sender et klart signal om, at vi er et stærkt selskab, som tør gå nye veje og sige: Det kan vi, og det gør vi.

Begejstringen er til at spore i direktør Esben Iversens stemme, kort tid efter han og resten af Løsning Fjernvarme flyttede ind i deres nye administrationsbygning.

Og det er til at forstå. For det var på høje tid, at den gamle blev pensioneret. Alle ti medarbejdere var samlet på 90 kvadratmeter – og direktøren selv havde kontor i et gammelt nødgeneratorrum, fortæller han:

– Som maskinmester var det da sjovt at sidde midt i teknikken. Men det var ikke holdbart i længden. Vi var nødt til at have noget mere plads og nogle bedre faciliteter.

Giver glæde og stolthed

Det har Løsning Fjernvarme i den grad fået. I dag sidder personalet i en helt ny og mere end fire gange så stor bygning, med rum til alle hverdagens behov.

Som bygningsrådgiver på projektet har Arkikon haft ansvar for både bygningens funktioner, visuelle udtryk og byggeledelse.

Med medarbejdernes trivsel i centrum har vi fokuseret på at skabe visuelle kig og åbenhed gennem arkitekturen, så bygningen fremstår let og overskuelig for dem, der bruger den.

Arbejdet tog afsæt i fire centrale hensyn: fremtidssikring, klimaaftryk, visuel rød tråd og fornuftig økonomi

Og kombineret med en stærk indsats fra projektets entreprenør, Østermark, lykkedes det at leve op til alle fire, fortæller Esben Iversen.

– Vi har alle sammen fået en glæde og stolthed i at møde ind i bygningen. Vi bliver faciliteret i arbejdsglæde og i rum til at udføre vores opgaver. Og så er der rigeligt med plads til nye kollegaer i fremtiden, siger han.

Gammelt og nyt i samspil

Klimaaftrykket har vi arbejdet med ved først og fremmest at vælge en let konstruktion fremfor beton i byggeriet, mens den gamle kedelhal er bevaret og ombygget.

Samtidig er det netop det gamle og det nye i samspil, som giver den visuelle sammenhæng, forklarer vores arkitekt på projektet, Henrik Juncker:

– Sådan en gammel bygning skal renoveres med ømhed, fordi den er med til at fortælle historien om varmeværkets udvikling. Så samtidig med at vi har tilbageført den hen imod sit oprindelige udtryk, har vi også brugt den gule tegl i den nye bygning, så der opstår en samhørighed i bygningsmassen, siger han.

Den visuelle sammenhæng havde vi allerede gode forudsætninger for at skabe – for vi har nemlig også tegnet de seneste nye produktionsanlæg i Løsning.

– Vi binder administration og produktion sammen med en sorte klikfalsbeklædning på facaden og Løsning Fjernvarmes røde signaturfarve, som nu både præger fjernvarmeanlæg og ’den røde portal’, som udgør indgangspartiet til administrationen, fortæller Henrik Juncker.

Når detaljerne gør forskellen

Midt i administrationsbygningen findes en ret unik detalje: En rundet trækasse i birkefinér, som huser alle bygningens servicefaciliteter og skaber en lethed ved at bryde bygningens kerne op.

I hjertet af bygningen er loungen, hvor et stort ovenlysvindue sender lys ud i mange af bygningens rum og afkroge. Derudover er der ved kantinen og pumperummet sat store glaspartier ind, som peger ud mod hovedvejen og giver forbipasserende blik ind til det lokale fjernvarmeselskab.

Det er alt sammen detaljer, som man kun får, når man investerer i arkitekturen, understreger Esben Iversen:

– Arkitekter kan have nogle lidt vilde ideer, men det giver altså også pote i form af nogle lækre bygninger. Jeg var da lidt nervøs for, om det kunne lykkes med birkefineren, men konstruktionen er flot, og farvesamspillet er ramt helt rigtigt, siger han og tilføjer til sidst:

– Nu har jeg efterhånden været med i et par byggeprocesser. Og i den her var vi helt nede i detaljen for at finde noget. Det er solidt håndværk, et flot design og byggeledelsen fra Arkikons side spillede bare.

Aktuelt