Gå til hovedindhold

Grenaa Havn er vokset ud af rammerne – nu forberedes nye udvidelser

14 aug, 2026

Efter ti år med nye bygninger, opgraderede faciliteter og stigende aktivitet er Grenaa Havn ved at løbe tør for plads. Med Arkikon som rådgiver forbereder havnen nu den næste udvidelse og modner de projekter, der skal være klar, når nye kundebehov opstår.

I løbet af de seneste ti år har der nærmest ikke været pauser i byggeriet på Grenaa Havn.

Siden man i 2016 satte sig for at udvikle og udvide havnen, er nye lagerbygninger skudt i vejret, flere havnearealer er kommet til og eksisterende bygninger er ombygget og opgraderet – mens havnens infrastruktur løbende er blevet tilpasset nye behov.

Det har gjort havnens faciliteter langt mere attraktive. Faktisk er man lykkedes så godt, at man efterhånden nærmer sig den maksimale kapacitet på de eksisterende arealer.

Derfor arbejder man nu på at udvide med et nyt erhvervsområde på omkring 60.000 kvadratmeter, fortæller CCO hos Grenaa Havn, Theis Gisselbæk.

– Vi står i dag et rigtig godt sted – men vi har simpelthen udnyttet vores arealer til fulde. Så hvis vi skal fortsætte udviklingen, er vi nødt til at finde mere plads, siger han.

Igennem havnens udvikling har Arkikon været en vigtig rådgiver og samarbejdspartner på mange af bygge- og anlægsprojekterne.

Det samarbejde fortsætter ind i de kommende udvidelser – blandt andet på grund af den fælles erfaring fra projekterne gennem tiden – og Arkikons faglige bredde, som gør det muligt at samle de nødvendige kompetencer om den enkelte opgave, forklarer Theis Gisselbæk.

– Når vi taler med Arkikon om vores projekter, er vi helt inde i kernen fra starten af. De kender dynamikken i vores arbejde, myndighedskravene, de lokale forhold på havnen – og de behov, vores kunder har til faciliteterne. Den specialiserede viden er afgørende, hvis vi skal være klar til at gribe udviklingsmulighederne, når de opstår, lyder det.

Projekter skal være modne, når behovet opstår

Planerne for, hvad det nye havneareal skal udfyldes med, er langt fra fastlagt.

Sådan fungerer det ikke, når man bygger på en erhvervshavn, understreger Theis Gisselbæk. Det foregår med udgangspunkt i konkrete forespørgsler fra kunder – og gerne først, når der ligger en kontrakt på bordet.

Men havnens samarbejdspartnere kan ikke nødvendigvis vente på, at projektering, myndighedsgodkendelser og tekniske afklaringer kommer på plads. Når behovet opstår, skal Grenaa Havn kunne levere hurtigt – ellers risikerer de at miste kunden.

– Det er dyrt at være for tidligt ude, men det er endnu dyrere at være for sent ude. Derfor bruger vi sammen med Arkikon meget tid på at modne projekterne, oparbejde dokumentation og søge myndighedsgodkendelser. Så er vi klar til at reagere, uden at vi bygger unødigt på forhånd, fortæller Theis Gisselbæk.

Sætter struktur på ideer og udvikling

Det er alt fra oversigtsplaner til placeringer, matrikelskel, adgangsforhold og brandmæssige krav, der undersøges, når de første tanker om et projekt opstår.

Samtidig hjælper Arkikon med at søge byggetilladelser, udarbejde myndighedsprojekter, udbudsmateriale og tekniske tegninger – sammen med bæredygtighedsundersøgelser og LCA-beregninger.

Og det er kun nogle af punkterne på en meget lang liste, fortæller bygningskonstruktør Eva Hard, som er Grenaa Havns faste kontakt i Arkikon.

– Der er virkelig meget benarbejde i projekterne, inden vi kan realisere dem. Vi er ofte med helt fra de første tanker og hjælper Grenaa Havn med at trykprøve ideerne, før der lægges alt for meget energi i projekterne, fortæller hun og fortsætter:

– Her får vi geometrien, afstandene og de overordnede forhold på plads, så havnen kan vurdere, om projektet er værd at arbejde videre med.

Herefter er det op til Grenaa Havn selv at få businesscasen til projektet på plads. Nogle bliver realiseret hurtigt. Andre sættes i bero, indtil det rette behov eller den rette kunde melder sig.

– Vi lægger næsten aldrig projekter i graven, men ofte i dvale. Derfor er forarbejdet vigtigt, så vi kan tage projektet frem igen uden at starte fra bunden, siger Theis Gisselbæk og fortsætter:

– Og så er det en stor fordel, at Arkikon har været med gennem flere år og har opbygget et indgående kendskab til måden, vi arbejder på. Vi har faste kontaktpersoner, der kender os og er klar til at løbe med opgaverne. Det giver os struktur på udviklingen og de mange projekter – mens dokumentationen er klar, når vi har brug for den.

Den nødvendige faglighed lige ved hånden

Arkikons tværfaglighed betyder samtidig, at de relevante kompetencer kan kobles på efter behov. Det kan være bygningskonstruktører, arkitekter, ingeniører, brandrådgivere eller specialister inden for miljø og bæredygtighed.

Selv når der er brug for viden udefra, har Arkikon et stærkt netværk at trække på. Og det forventer Theis Gisselbæk kun bliver stærkere nu, hvor Arkikon som en del af Thranekær har fået en større organisation i ryggen.

– Vi oplever, at vi kan få den faglighed, der er behov for, uden at vi selv skal koordinere mellem rådgivere. Arkikon er dygtige til at samarbejde – og har generelt fokus på at bidrage med de ressourcer, der skaber mest værdi i projekterne, siger han.

Den fælles historik bliver vigtig, når Grenaa Havn tager hul på næste del af udviklingen. Der er nemlig generelt pres på kapaciteten i havnebranchen, og lige nu er tendensen, at aktiviteterne samles i de havne, der kan levere den fulde pakke.

– Det er den udvikling, vi skal være klar til at understøtte i de kommende år, slår Theis Gisselbæk fast.

Aktuelt