Bygningskonstruktør Eva Hard er tilknyttet kontoret i Fornæs ved Grenaa. “Jeg startede mit uddannelsesforløb på universitetet, men skiftede over til at læse til byggetekniker. Det arbejdede jeg som i mange år, men fik lyst til at videreuddanne mig til bygningskonstruktør, da det blev muligt at tage uddannelsen i Aarhus.”
Siden har Eva primært arbejdet som bygningskonstruktør for arkitektfirmaer, men har også været ansat i en ingeniørvirksomhed. “Jeg er derfor vant til at arbejde sammen med andre faggrupper, og jeg har arbejdet på en række store og langvarige projekter, blandt andet i forbindelse med opførelsen af Aarhus Universitetshospital i Skejby. Derfra har jeg erfaring med installationstunge projekter, der kræver koordinering og samarbejde med mange forskellige fag-grupper.”
Hos Arkikon arbejder Eva med mange forskelligartede opgaver. “Det omfatter især udfærdigelse af arbejdstegninger, primært på hovedprojekter, hvor jeg har fokus på helheden og på at få alle ender til at nå sammen. Det er temmelig detaljeorienteret med hvilke materialer og produkter, der passer ind i det enkelte byggeri.”
Eva bor på et nedlagt landbrug på Djursland. “Der er en del jord til, og det hele havde bare fået lov at stå i mange år, da vi overtog. Vi startede ved huset og har fjernet alt, der stikker eller brænder og skiftet det ud med vilde blomster, spiselige bærbuske og frugttræer. Jeg er altid ude, når det er lyst og en af mine døtre kalder mig »farmerstærk«.