Varmeværk Aabybro
Funktionalitet i fokus
Som i alle Arkikons varmeværksprojekter er funktionaliteten et centralt element. Grunden hvorpå varmeværket er placeret, er stor og flad. Dette giver optimale betingelser for et effektivt flow fra afsætning af flis, til forbrænding i kedlen og videre til askesystemet. Bygningen er designet med fleksibilitet for øje, så den kan rumme forskellige kedeltyper både nu og ved fremtidige udvidelser. Det høje kedelrum muliggør for eksempel opretstående kedler, hvilket giver ejeren mulighed for at tilpasse anlægget inden for et overskueligt budget.
Bygningens æstetik og funktion
Arkitekturens udgangspunkt er at tilføre en ny landskabelig dimension til stedet, hvor teknikkens og maskinernes størrelse og funktioner styrer bygningens dimensioner. Den lette, hvide klimaskærm fremstår som en beskyttende dug, der på strategiske steder trækkes til side for at give udsyn til kedelsalen. Samtidig er flislageret udstyret med integreret ventilation, og arbejdsområderne er designet med optimale lysforhold for medarbejdere i drift, service og administration.