
Betonrenovering forlænger levetiden i Silkeborg Højskoles svømmehal
Silkeborg Højskoles svømmehal er i gang med en omfattende renovering, der skal forlænge levetiden med flere årtier. Som rådgiver sikrer vi holdbare materialer og bevarer mest muligt af den eksisterende beton.
Efter næsten 50 års plask, spring, dyk – og utallige kilometer svømmede baner – trængte Silkeborg Højskoles svømmehal til en kærlig hånd.
I starten af marts blev svømmehallen derfor lukket og bassinet tømt. Og siden har vi været i gang med en omfattende renovering af det mere end 700.000 liter store bassin og de tilhørende faciliteter.
Arkikon er rådgiver på projektet og følger det gennem hele udførelsesfasen og frem til afleveringen som byggeleder på pladsen. Det sikrer, at svømmehallen også de næste årtier kan være et samlingspunkt for højskolens – og resten af Silkeborgs – vandhunde.
I forberedelserne til renoveringen har vi bidraget med tilstandsvurderinger af de eksisterende konstruktioner og installationer – og haft stor fokus på at bevare så stor en del af den eksisterende beton som muligt, både med bæredygtighed, økonomi og holdbarhed for øje.
Det har krævet grundige undersøgelser, for som vores konstruktionsingeniør Rasmus Greve Madsen pointerer, så er en svømmehal et hårdt miljø for de fleste materialer.
– Det er lykkedes os at bevare betonen i den dybe ende af bassinet, væggene ind til omklædnings- og bruserum, en del af promenadedækket og ikke mindst springtårnet. Vi skal have skåret cirka en meter ned i bassinet, før vi kommer til beton, som er i en bevaringsværdig tilstand, fortæller han og fortsætter:
– Som en del af renoveringen og levetidsforlængelsen anvendes katodisk beskyttelse, der netop gør det muligt at bevare en del af de eksisterende konstruktioner – både strukturelt og økonomisk.
Løbende justeringer giver et bedre resultat
Lige nu er nedbrydningen af svømmehallens gamle konstruktioner i fuld gang.
Alt fra klinker til slidlag og altså en stor del af den gamle beton, skal udskiftes – og det er et kæmpe arbejde.
Da vi udformede udbudsprojektet i 2025, var svømmehallen stadig i brug. Det betyder også, at der var dele af konstruktionen, vi ikke kunne undersøge helt til bunds.
Mens vi har været i gang med nedbrydningen, har vi løbende revideret udførelsesprojektet, efterhånden som vi har fået ny viden om den gamle svømmehal, forklarer Rasmus.
– Når vi får et større kendskab til konstruktionerne, giver det os mulighed for at lave små justeringer i de metoder og principper, vi bruger i projektet. Det gør vi ikke af nød, men for løbende at optimere projektet og sikre det bedst mulige resultat, siger han.
Holdbare materialer er afgørende
Efter planen fortsætter nedbrydningen ind i maj, hvor bygningen reduceres, indtil kun den rå konstruktion står tilbage.
Og så kan genopbygningen ellers gå i gang med nye og endnu mere holdbare materialer.
– Vi har lagt stor vægt på at vælge de rette materialer til reparation af den gamle beton, men også til de nye membraner og klinker, som bliver sat op. Svømmehallen skal jo gerne holde i mange flere år, når vi er færdige, forklarer Rasmus og tilføjer:
– Inden vi kan gå i gang med det, skal vi dog lige have støbt al den nye beton først. Den kræver en del tørretid, så vi håber på at være i mål med det inden sommerferien.
Fra tømningen af bassinet i marts går der under et år, inden der igen kan fyldes vand i Silkeborg Højskoles svømmehal.
Vi afleverer den renoverede svømmehal i udgangen af 2026 – og allerede i 2027 er den klar til at huse de næste mange årtiers svømmere med en konstruktion, der er bygget til at holde.













