Skip to main content

Nye fjernvarmeanlæg i Silkeborg er snart klar til at udfase naturgas

26 nov, 2025

Et nyt biomasseværk og varmepumpeanlæg skal om kort tid erstatte store mængder naturgas i Silkeborgs fjernvarme. De nye anlæg er tegnet af Arkikon med visuelt udgangspunkt i det gamle kraftvarmeværk, de skal være med til at udfase.

Inden længe vinker Silkeborg Forsyning farvel til store mængder naturgas i fjernvarmeproduktionen – og sænker CO2-udledningerne markant.

Forsyningsselskabet med knap 60.000 fjernvarmekunder er nemlig så godt som klar til at trykke på startknappen til to helt nye produktionsanlæg: et 22 MW biomasseværk, der blandt andet kan udnytte have-parkaffald og et 20 MW varmepumpeanlæg, der kan omdanne strøm fra vindmøller og solceller til fjernvarme.

De to nye anlæg er tegnet af Arkikon og placeret lige på den anden side af vejen fra det store naturgasfyrede kraftvarmeværk, som de skal være med til at udfase.

Som projektchef Mogens Lyhne fortæller, er det en del af Silkeborg Forsynings strategi, at fjernvarmeproduktionen skal være helt fossilfri inden 2030.

– Nu er anlæggene gået i prøvedrift – og hvis alt går vel, er vi klar til at aflevere dem inden årets udgang. Når de indgår i driften, har vi færdiggjort to ud af tre faser i strategien, siger han.

Lokalplan fastlagde markant udseende

Det har længe været planen, at Silkeborg Forsynings kommende produktionsanlæg skulle være genboer til kraftvarmeværket. Det har stillet krav til udtrykket, for lokalplanen fastlægger, at nye bygninger skal have en visuel relation til kraftvarmeværkets skrå linjer og stålfacader.

I opstarten tog Silkeborg Forsyning derfor fat i Arkikon, der er specialiseret i byggerådgivning for forsyningsbranchen.

– Vi havde brug for at slå nogle streger til, hvordan bygningerne skulle se ud – og da vi tidligere har samarbejdet med Arkikon, var de et oplagt valg, fortæller Mogens Lyhne og fortsætter:

– Det var en meget bundet opgave, de fik, men jeg synes, de har løst den fortrinligt. Det er jo ikke lige den billigste byggeform med de skrå facader, men resultatet er blevet godt, og man må virkelig sige, at bygningerne skiller sig ud.

Masterplan blev et vigtigt udgangspunkt

Udover at designe bygningerne til de nye anlæg i Silkeborg, har Arkikon også spillet en stor rolle i planlægningen af det omkringliggende område.

Arkitekt Johan Grimsæth har været Arkikons tovholder på arkitektrådgivningen i projektet og fortæller, at arbejdet startede med en masterplan:

– Det var et vigtigt udgangspunkt, for på grunden skulle der være plads til både servicearealer, vejadgang, manøvrearealer samt bygninger og maskinlayout – og til fremtidige udvidelser. Samtidig har vi brugt biomasseanlægget som støjskærm, så vi beskytter de omkringliggende boligområder mod støj fra både vej og drift, tilføjer han.

Det visuelle tager afsæt i det eksisterende

Bygningerne er designet til at skabe en helhed, der tager højde for både teknik, driftsmedarbejdere og æstetik.

Arbejdet begyndte med at forstå indefra, hvordan teknikken fungerer sammen med arkitekturen, mens udformningen af de nye anlæg tog afsæt i det eksisterende varmeværk.

– Det har været vigtigt for os at videreføre det gamle varmeværks iboende kvaliteter i de nye anlæg, så helheden fremstår som en naturlig videreudvikling af det oprindelige udtryk. Men fordi vi har arbejdet med særlige volumener, har det krævet lidt ekstra koordinering at få anlæggene placeret ind i bygningerne, forklarer Johan Grimsæth og fortsætter:

– Vi har bundet anlæggene visuelt sammen gennem fælles formsprog og materialevalg i de skrå stålfacader – og samtidig er deres funktioner aflæselige i facaden, så forbipasserende fornemmer den energi, der produceres bag murene.

Arbejdet med at gøre tegningerne og ideerne til virkelighed i Silkeborg er sket i tæt samarbejde med Silkeborg Forsynings rådgiver på projektet, COWI, fortæller Johan Grimsæth.

– Det har været et godt samarbejde hele vejen igennem, så dem vil jeg gerne sende en særlig tak til, siger han.

Aktuelt