Skip to main content

Vi oversætter visioner til virkelighed i Læringslunden

12 nov, 2025

Læringslunden på Djursland udvider med nye vidensbygninger for Gjerrild Friskoles elever. Som bygherrerådgiver står Arkikon for at sikre, at skolens visioner bliver omsat til konkrete rammer – til gavn for både elever og lokalsamfund.

Ikke ret langt fra vores kontor ved Fornæs på Djursland ligger Læringslunden.

Et vigtigt sted for vores lokalområde – for udover at agere et fantastisk læringsmiljø for eleverne på Gjerrild Friskole, er haverne i Læringslunden med den lokale botanik og kulturhistorie bare et dejligt sted at komme.

Og det er vi heldigvis ikke de eneste, der synes. Området er nemlig for nylig blevet udpeget af By og Land Danmark som en af landets 25 vigtigste haver.

Men udviklingen af Læringslunden er langt fra færdig. Snart ombygges de gamle savværkslader til en helt ny vidensbygning og et madpakkehus. Det giver friskolens elever endnu bedre muligheder for at arbejde med naturen – i naturen.

Projektet er tegnet af Norrøn – og som bygherrerådgiver for Gjerrild Friskole er Arkikons direktør, Thomas Enevold, dybt involveret. En rolle, han er både glad for og stolt af, fortæller han.

– Jeg kender mange af de ildsjæle på skolen, der lægger enorme kræfter i at gøre Læringslunden til et godt sted for eleverne. Derfor vil jeg gerne være med til at hjælpe projektet videre, siger han og fortsætter:

– Og så har jeg længe haft et ønske om at arbejde mere med bygherrerådgivning. Det er enormt spændende at oversætte ønsker og ideer – og facilitere dialogen, så både rådgivere og entreprenører kan føre dem ud i livet.

Trådte til på det rette tidspunkt

Da Thomas Enevold kom ind i projektet, var det på et tidspunkt, hvor både bygherre og arkitekt havde brug for sparring for bedre at forstå hinandens tanker og perspektiver.

Og selvom han egentlig gerne ville have været inde over projektet fra starten, var det et vigtigt tidspunkt at træde til på, siger han.

– Som bygherre kan det være svært at forklare sine tanker, så arkitekten forstår dem. Og omvendt kan det også være udfordrende at afkode arkitektens visioner. I dette projekt har jeg kunnet gøre en stor forskel som oversætter, forklarer han og tilføjer:

– Jeg har oplevet en stærk tillid fra bygherren, og at rådgiverne har sat pris på de byggetekniske og funktionelle input, jeg har bidraget med gennem min erfaring.

Følger projektet til dørs

Dialogen mellem Gjerrild Friskole, entreprenører og rådgivere kører efterhånden på skinner. Og nu ser Thomas Enevold frem til at se de gamle savværkslader få nyt liv.

– For mig er det vigtigt at følge projektet helt til dørs og sikre økonomi, kvalitet og proces gennem hele byggeriet. Hvis det betyder, at jeg en gang imellem må være mere insisterende – eller måske endda udfordre bygherrens tanker, så gør jeg det, siger han og fortsætter:

– Når man er på bygherrens side, handler det om at få skabt det bedst mulige resultat, så projektet giver størst værdi for lokalsamfundet. Det er der, min interesse ligger

Efter planen står Læringslundens nye videnskabslokaler klar i løbet af 2026.

Aktuelt