Skip to main content

Fjernvarme Horsens udvider varmeværk til tæt på dobbelt kapacitet

22 jan, 2025

Tusindvis af nye kunder betyder, at Fjernvarme Horsens nu må udvide det eksisterende varmeværk til næsten dobbelt kapacitet. Arkikon er med som bygningsrådgiver på en tilbygning til værket, der efter planen kan levere varme fra oktober.

På bare 10 år har Fjernvarme Horsens tredoblet forbrugerbasen – fra 8.500 kunder i 2015 til godt 22.000 i dag.

Og når man gennemgår sådan en udvikling, skal der også en del mere varme til at forsyne de mange nye fjernvarmekunder.

Derfor har Fjernvarme Horsens løbende udvidet produktionen, og nu er seneste skud på stammen en tilbygning til deres eksisterende biomasseværk. Fra efteråret øger det kapaciteten på biomasseværket fra 30 til 55 MW.

Arkikon er med som bygningsrådgiver på tilbygningen til varmeværket, som efter planen vil kunne sikre varme til små 4.000 husstande i fremtiden.

Udvidelse har været længe undervejs

Allerede da det nuværende biomasseværk i Horsens blev indviet tilbage i 2017 var det med en plan om at udvide det på et senere tidspunkt, fortæller projektleder i Fjernvarme Horsens, Bjarne Skyum.

– Faktisk var planen at udbygge værket endnu tidligere, men vi endte med at bygge et stort varmepumpeanlæg i stedet. Vi har bare fået så mange flere nye forbrugere i de seneste par år, at det ikke har været nok, siger han og tilføjer:

– Derfor var tiden inde til at få etableret to nye biomassekedler på hver 12,5 MW.

Visuel og funktionel sammenhæng

At udbygge det eksisterende biomasseværk, så der er plads til de nye kedler, er en ret unik konstruktionsmæssig udfordring, fortæller bygningskonstruktør og projektleder hos Arkikon, Dan Høj Knudsgaard:

– Tilbygningen skal jo hænge sammen med det eksisterende biomasseværk – både visuelt og funktionelt. Og der skal være et gnidningsfrit samspil med flislageret, som vi også udvider. Derudover har vi selvfølgelig taget højde for den nuværende brandstrategi, så sikkerheden også er i orden i tilbygningen, fortæller han og fortsætter:

– Nu er fundamentet til tilbygningen støbt, kedlerne er sat ind og de tunge løft er klaret. Næste skridt er derfor at få lukket bygningen, så anlæggene kan monteres.

De sidste finjusteringer og tests klarer Fjernvarme Horsens i efteråret, så biomasseværket er klar til brug i fyringssæsonen fra oktober måned.

Fokus på planlægning giver besparelser

Det oprindelige biomasseværk blev bygget på rekordtid tilbage i 2016-17. Men i denne omgang har Fjernvarme Horsens valgt en lidt anden tilgang og haft mere fokus på planlægningen af projektet.

Arkikons rolle har helt konkret været at facilitere den planlægning, så projektets oplæg lettest muligt kunne føres ud i livet. Opgaven har med andre ord været at sikre, at Fjernvarme Horsens får et nyt biomasseværk, der lever op til alle deres behov.

– Det har Arkikon været det helt rigtige valg til, fordi de både har kompetencer indenfor arkitektur, ingeniørfaget og byggeledelse. Det er en stærk kombination at have, og vi har bestemt været godt tilfredse med samarbejdet indtil videre, siger Bjarne Skyum og fortsætter:

– Det har helt klart gavnet projektet rent økonomisk, at vi har været på forkant med planlægningen. Det betød også, at vi kunne lave et meget præcist udbud på byggeriet. Grundlaget var afklaret fra starten, og derfor kunne vi nærmest gå i gang med at bygge med det samme.

Aktuelt