
15 år i Arkikon: Jesper har stadig passion for både små og store projekter
– Den følelse, man får, når alt i et teknisk betonet byggeprojekt går op i en højere enhed – den kan bare noget. Det er der, mit arbejde er rigtig fedt.
Sådan lyder svaret, når man spørger vores partner og projektchef Jesper Quist Hauskov om, hvad der har drevet ham gennem alle de år, han har været en del af Arkikon.
For nylig kunne Jesper fejre sit 15-års jubilæum. Men på trods af sin store erfaring betyder det stadig ikke så meget for ham, om der skal opføres et lille varmepumpeanlæg, eller om han sidder med et kæmpe byggeri. Ligegyldigt hvad skal alle parter og behov tilgodeses, som han siger:
– Det, der er spændende for mig, er at få bygherrer og andre involverede parter til at se løsninger i stedet for udfordringer, få tingene til at ske og formidle det videre i projektet og til menneskerne bag, forklarer han.
Projekterne har været drivkraften
Egentlig var det slet ikke meningen, at Jesper skulle ende i den rolle, han har i dag.
Oprindeligt er han uddannet elektriker og bygningskonstruktør og arbejdede for år tilbage for en totalentreprenør, der tilfældigvis sad med nogle af de projekter, Arkikon udbød.
Derigennem lærte han to af de nuværende partnere, Thomas Enevold og Bo Brøgger, at kende – og da de havde brug for en god bygningskonstruktør, tog de fat i Jesper.
– Jeg tænkte egentlig, at det skulle være på den korte bane, for på det tidspunkt havde jeg fundet ud af, at jeg ville prøve noget andet. Så da Thomas og Bo senere spurgte mig, om jeg ville være en del af partnerkredsen i Arkikon i rollen som en lidt mere hands-on projektleder, slog jeg til, fortæller han og fortsætter:
– Dengang var Arkikon en lidt mindre biks og knap så specialiseret, som vi er i dag. Men efterhånden som vi blev større, fik vi mere behov for at organisere os. Og der har projekterne altid være det, der drev mig. Derfor udviklede det sig helt naturligt til min nuværende rolle som projektchef.
Man leverer ikke bare til en bygherre
En af de helt store grunde til, at Jesper er blevet ”hængende” så længe i Arkikon, er den omskiftelighed, der følger med at arbejde i byggebranchen – og særligt indenfor energi og forsyning.
– Der er bare mange finurligheder i arbejdet, som gør, at ikke to dage er ens. Når jeg møder ind om morgenen kan dagen gå på det, der nogle gange føles som fem minutter, siger han.
Samtidig er det også en tilfredsstillende følelse, når man arbejder med energi- og forsyningsbranchen. Det er ikke bare en bygherre, man leverer til – det er også til lokalmiljøet og samfundet, forklarer Jesper.
– I sådan nogle projekter skal mange behov tilgodeses. Lokalsamfundet skal ses og høres – og maskinanlæg og byggeri skal gå op i en højere enhed. For mig er det spændende at finde den rette balance mellem de mange forskellige behov, der er til byggeriet, forklarer han og fortsætter:
– Der findes Ikke nogen one size fits all-løsninger. Det kræver, at man samler trådene og får alle parter til at tale sammen.
En ny grad af specialisering
Gennem 15 år i samme virksomhed kan man nå at opleve lidt af hvert.
Og én af de ting, Jesper særligt bider mærke i, er den udvikling, der er sket i kravene til byggeri indenfor energi og forsyning.
– Da jeg startede i Arkikon kunne en bygningskonstruktør nærmest sidde og lave et varmeværk for sig selv. I dag kræver det, at mange faggrupper arbejder sammen – alt fra arkitekter og konstruktionsingeniører til installationsfag, energi og brand er inde over, siger han og fortsætter:
– Det skyldes simpelthen, at vi er nødt til at have en helt ny grad af specialisering for at leve op til de krav, der bliver stillet. Og derfor er overblikket i projekterne i form af god projektledelse kun blevet endnu vigtigere.
Arbejder helhedsorienteret
Netop det, at der i dag er brug for så brede kompetencer, når man hjælper energi- og forsyningsbranchen med deres byggeprojekter, ser Jesper som en af styrkerne for Arkikon som rådgiver.
– Det er kundernes behov, der driver os. Vi bliver ved med at kunne levere de gode løsninger, fordi vi er på forkant med udviklingen og sikrer, at vi kan blive ved med at komme med en helstøbt løsning, siger han.
Kompetencer indenfor el- og vvs-installationer, brandsikkerhed, LCA og bæredygtighed er noget af det, Jesper oplever, at forsyningerne har fået et øget behov for rådgivning til.
Derfor er det også her, han og de andre partnere i Arkikon har haft fokus på at hente nye kræfter ind gennem årene, forklarer han.
– Jeg er ikke i tvivl om, at vores prioritering har været rigtig. Det oplever jeg selv, når jeg sidder med projekterne, siger han og tilføjer:
– Det er også noget af det, der gør, at vi som rådgiver stadig kan skabe stor værdi i projekterne. Vi arbejder helhedsorienteret, vi tager ansvar for opgaverne, og vi har en naturlig vidensdeling, fordi vi sidder flere kompetencer i samme virksomhed.