Krydstogt-besøg i Aarhus med god grøn samvittighed
Fundering og jordkabler
Landstrømsanlægget, der er designet specifikt til krydstogtsanløb, er det første af sin art i Danmark, og der er tale om meget kompakte anlæg placeret i to containere. “Vi har stået for funderingen og det yderst omfattende kabelarbejde under jorden,” forklarer partner og CFO Bo Brøgger Rasmussen og fortæller, at der har været en lang række specielle forhold at tage hensyn til. “Arealerne på havnen er skabt ved opfyldning, så undergrunden er fyldt med mange sten. Alle kabler er ført i plastrør under jorden og trukket ind i kælderrum, der er en integreret del af containernes fundamenter.”
Kompakt og moderne teknik
Arbejdet er forgået i samarbejde med KONSTANT Net A/S, hvor stærkstrømsingeniør og funktionsleder Simon Stæhr Kirchheiner fortæller, at anlægget indeholder en ny 60/10 kV-station, der består af to containere med koblingsanlæg samt en ny 60/10 kV-transformer. De to containere er leveret komplet med alt teknisk udstyr indbygget, og den første blev løftet på plads i oktober 2022.
Det nye anlæg kan kobles på et krydstogtskib af gangen med et interface, med en international standard, der kan skifte mellem forskellige spændinger og frekvenser.
Mere grøn omstilling
Bo forventer, at der i de kommende år bliver stigende efterspørgsel på den her type anlæg. “Vi kan allerede mærke, der er fokus på at komme i gang med grøn omstilling ved at konvertere fra forskellige andre energiformer til elektricitet, og det her er et vigtigt skridt for Aarhus Havn.”
Ifølge en videnskabelig rapport fra Aarhus-forskere i DCE fra 2021, udledte et gennemsnitligt krydstogtskib, som lå til kaj i Danmark i 2019, hvad der svarer til udledningen fra omkring 3.900 personbiler for kvælstofoxider (NOx). I 2023 anløber 70 krydstogtskibe havnen i Aarhus – det største antal nogensinde.