Skip to main content
Bygherre
Ringsted Forsyning
Årstal
2024
Størrelse
3577 m2
Type
Varmeværk
Anlægssum
45 mio. kr.
Område
Sjælland

Fjernvarmeværk Ringsted

Det nye halmfyrede varmeværk i Ringsted er designet fleksibelt, så der også er plads til fremtidens varmeproduktion, når halm ikke længere er den bedste energikilde. Arkikon har tegnet og projekteret det nye varmeværk fra start til slut.

Fleksibelt byggeri fremtidssikrer produktionen

Da Ringsted Forsyning skulle opføre et nyt varmeværk i forstaden Benløse, var blikket rettet stift mod fremtiden. Det nye varmeværk er baseret på halm og har en kapacitet på 12 MW.

Fjernvarme produceret på biomasse er måske en robust og pålidelig løsning i dag – men i Ringsted ser man biomassen som en trædesten på vejen mod omstillingen af fjernvarmen til mere bæredygtige energikilder.

Derfor var et af de helt store krav til byggeriet, at vi fandt fleksible løsninger, som kunne fremtidssikre det nye varmeværk.

– Ønskerne fra Ringsted Forsyning har særligt kredset om, at byggeriet skal kunne understøtte den fremtidige udvikling i fjernvarmeproduktionen. Vi har derfor sammen udviklet et koncept, hvor halmladen danner ryg for de funktioner, som kan udvides, men som også skal vises frem, fortæller vores arkitekt Ulla Rosenlund Knudsen.

Ringsted Forsynings projektleder på byggeriet, Martin Overbjerg, tilføjer:

– Det er med de helt lange briller på, at vi har haft ønsket om, at varmeværket i fremtiden skal kunne rumme andre teknologier. Derfor har vi fået et layout, som gør, at vi ikke låser os selv fast til biomassen. For den måde, vi bruger biomasse på i dag, kommer helt sikkert til at ændre karakter i fremtiden.

Leveret til tiden – og indenfor budgettet

En af hovedaktørerne i projektet er Arkikon, som har tegnet og projekteret det nye halmværk fra start til slut – mens man også har leveret installation af VVS, ventilation og kloak.

– Det betyder, at vi har haft både arkitekter, ingeniører og konstruktører i spil for at sikre, at det endelige resultat lever op til Ringsted Forsynings krav og ønsker, fortæller arkitekt Ulla Rosenlund Knudsen.

Det har hele tiden været målet, at man kunne tage det nye halmværk i brug frem mod fyringssæsonen 2024/2025 – og derfor er Martin Overbjerg glad for, at man kom i gang med at idriftsætte værket til tiden.

– Der er gået under et år fra første spadestik og til, at vi så småt kom i drift, siger han og fortsætter:

– Det har på alle måder været en effektiv byggeproces – og varmeværket er vigtigst af alt leveret til tiden og indenfor budgetrammen. Det har alle aktører i projektet været med til at sikre, og det er vi enormt glade for.

Med naturen som udgangspunkt

Rent visuelt drager det nye varmeværk i Ringsted inspiration fra den halm og de marker, som er grundlaget for fjernvarmen.

Byggeriet består af et produktionsrum, en halmlade og en administrationsbygning, som desuden indeholder et lokale til formidling og undervisning. Og det hele er fra Arkikons side designet med reference til naturen, høsten og halmen.

– Selve produktionen er inddelt tydeligt i den samlede bygnings ydre formsprog med gennemgående, korngule vanger. Imellem vangerne formidles de forskellige funktioner og produktioner gennem glaspartier. Glaspartierne sidder i jordfarvede gavle, som fremhæver og indrammer indsigten og udsigten, forklarer arkitekt Ulla Rosenlund Knudsen.

Bunderfaren rådgiver

Når han ser det nye varmeværk i levende live, er Martin Overbjerg ikke i tvivl – designet og tankerne bag fungerer. Også selvom Arkikon rent visuelt er gået lidt andre veje end man ellers ser på varmeværkerne rundt omkring i landet.

–  Vi var da lidt skeptiske, da farverne begyndte at komme på, men nu står helheden der, og vi er glade for, at vi har givet Arkikon frie tøjler i designet. De er bare bunderfarne i at arbejde med varmeværker og har i det hele taget være meget løsningsorienterede i at få tingene til at ske, siger han og tilføjer:

– Samarbejdet har været positivt hele vejen igennem, og vi har haft en god dialog. Som projektleder er jeg nok lidt partisk, men jeg synes virkelig, vi kan være glade for det resultat, vi har fået.

Kontaktperson