
Nye boliger ved det tidligere Grenaa Dampvæveri
Arkitektonisk genfortolkning
Designet af den nye boligbebyggelse er tydeligt inspireret af den tidligere virksomheds bygninger. Den nye bygning er en smule smallere end den eksisterende for at undgå for dybe boliger, men ellers bevarer den næsten de samme proportioner. Skorstenen er genopført og fungerer nu som elevatortårn, mens en stålskeletstruktur markerer skorstenens oprindelige højde som et arkitektonisk signaturtræk.
Historiske referencer i et nutidigt design
På taget af turbinehallen, hvor der tidligere lå et maskinhus, er der i dag opført et multifunktionelt glashus. Bygningen er oprindeligt opført i traditionelle røde teglsten med hvide indramninger, hvilket harmonerer godt med bydelens øvrige historiske teglbygninger. Vi har arbejdet videre med teglfacaden, hvor de lodrette, hvide indramninger nu er udført i tegl. Facadens felter skifter mellem at dominere med store hvide vinduespartier og teglfelter. Vinduespartierne har desuden en ekstra teglindramning, der træder frem og tilfører dynamik til de høje facader.