Skip to main content

Beredskabsstationen i Hornslet er indviet: Bedre faciliteter på mindre plads

15 maj, 2025

Vi har netop været med til at indvie den gamle brand- og redningsstation i Hornslet efter en totalrenovering, hvor vi har skabt plads til hverdagen på stationen, forbedret adgang til udrykningskøretøjer og en sammenhæng mellem alle stationens funktioner.

Hornslet har fået en helt ny brand- og redningsstation.

Eller, ny er den jo egentlig ikke helt. For den har stået der siden 1979.

Men for et par år siden stod det klart, at stationen ikke længere kunne understøtte de behov, brand- og ambulancetjenesten i Syddjurs Kommune havde.

Det, der startede med at være en simpel udvidelse af stationens porte til brandbiler, endte derfor hurtigt med at blive til en gennemgribende renovering og modernisering af hele bygningen.

Vi har tegnet og projekteret projektet fra start til slut – og har stået for både projekt- og byggeledelse. Derfor kunne vi ikke undgå at være en smule stolte, da den nye station officielt blev indviet den 14. maj.

Godt flow i bygningen

Er man kørt forbi stationen i Hornslet, før vi gik i gang med renoveringen, vil man nok bemærke, at der mangler noget i dag.

Vi har nemlig fjernet hele overetagen. Simpelthen fordi den del af bygningen ikke var sund længere.

Og det førte helt naturligt en udfordring med sig – for hvordan får man skabt de rette rammer for både brandfolk og ambulancereddernes arbejde på endnu mindre plads, end de havde før?

Vi fik skabt en sammenhæng mellem stationens vigtige velfærdsfaciliteter og udrykningskøretøjerne – og udnyttet en gammel garage, der ikke længere blev brugt.

– Det handlede om at skabe et godt flow i bygningen, så den fungerer til sit formål. Fra hvert rum kan man derfor hurtigt komme ud på det, vi kalder ’indsatsruten’, som fører direkte ud til brandbiler i den ene ende og ambulance i den anden, forklarer vores arkitekt, Ulla Rosenlund Knudsen, og fortsætter:

– Alt fra soverum og omklædningsfaciliter til mødelokaler, køkken og opholdsrum – det har vi placeret centralt i bygningen, så man hele tiden hurtigt kan komme ud til bilen, hvis der skal rykkes ud.

Meget tilfredse brugere

En del af det visuelle udtryk i byggeriet fokuserer på bygningens historie og fortælling med ’rulleskift’ i de gamle teglfacader, hvor der er sket ændringer – herunder den nye murkrone, forklarer Ulla Rosenlund Knudsen.

– Vi har på den måde arbejdet med en synergi mellem eksisterende og nyt – og facaderne med porte til redningskøretøjer, som oprindeligt ikke var i tegl, har fået et nyt, diskret udtryk, som komplementerer de eksisterende teglfacader, siger hun.

Overordnet har vi gennem hele projektet tænkt i bæredygtige løsninger og i at udnytte kvaliteterne fra det eksisterende byggeri

De gode materialer og konstruktioner har vi bevaret – og suppleret med bygningsdele, som både komplementerer det eksisterende, men også moderniserer og kvalitetssikrer bygningen.

Samme oplevelse har bygherren også haft, siger bygningskonstruktør i Syddjurs Kommune, Heidi Scott Lundby.

– Bygningen fremstår i dag flot, brugbar og moderne – og alle faciliteterne er blevet tilpasset til brugerne, så deres arbejdsmiljøforhold er opfyldt, siger hun og fortsætter:

– Samarbejdet med Arkikon har været supergodt, og brugerne er meget tilfredse med resultatet.

Aktuelt