
Nyt vandværk på vej i Ikast: Tidlig rådgivning sikrer de rette løsninger
Ikast Vandforsyning skal bygge et nyt vandværk, hvor drift, sikkerhed og bæredygtighed er tænkt ind fra start. Arkikon hjælper som rådgiver med at kvalificere løsningerne tidligt i processen.
Ikast skal have et nyt vandværk.
Det ene af byens nuværende vandværker er over 50 år gammelt – og efterhånden både dyrt og besværligt at renovere.
Siden det blev indviet i 70’erne har kommunen været igennem en voldsom byudvikling. I 2022 indviede man derfor en helt ny kildeplads for at understøtte det stigende behov for rent drikkevand.
Og i stedet for at sende grundvandet til det gamle vandværk skal det fremover behandles på et nyt og effektivt vandværk bygget efter nutidens standarder.
Som bygherre har Ikast Vandforsyning valgt selv at være tæt involveret i projektet frem for at bruge en totalentreprenør. Målet er selv at drive innovationen og sikre de rette løsninger, fortæller driftsleder Lars Nørgaard:
– Det er vigtigt, at vi har vores egen faglighed med, så vi får vendt hver en sten i projektet. Men fordi vi selv er meget involveret i opgaven, har vi særligt haft brug for rådgivning i hele afklaringsfasen af projektet, siger han og fortsætter:
– En af rådgiverne er Arkikon, som blandt andet har hjulpet os med at oversætte arkitektens visioner til virkelighed, vælge de rette materialer – og leve op til myndigheds-, sikkerheds- og brandkrav.
Byggerådgivning løfter projektet
Det nye vandværk i Ikast skal rumme både drikkevandsproduktion og -levering, men også administration, værksted og lager.
Man samler altså de fleste af vandforsyningens funktioner på ét sted. Det ser Lars Nørgaard frem til – men han har dog allerede væbnet sig med tålmodighed.
– Vi er ude i tilpas god tid til, at vi kan gøre tingene ordentligt. Og det er vigtigt, for vandværket skal kunne stå de næste 75-100 år uden at kræve meget andet end almindeligt vedligehold, siger han og tilføjer:
– Derfor investerer vi penge og tid i at få defineret et fornuftigt projekt nu. De er godt givet ud, når vi går i gang.
Og det er en stor opgave at få ideer og ønsker ført ud i livet, forklarer Arkikons ingeniør på projektet, Nikolaj Riisberg Mikkelsen.
– Vi skal have realiseret Ikast Vandforsynings ideer og ønsker rent byggeteknisk. Så vores rolle som byggerådgiver er både at samarbejde tæt med arkitekten om at få et udtryk, forsyningen bliver glade for – men vi skal også sikre, at løsningerne lever op til de krav, der følger med, siger han, mens Lars Nørgaard supplerer:
– Det er med til at løfte projektet op på et andet vidensniveau, fordi de kender de byggetekniske udfordringer ved de løsninger, vi ønsker. Og så er vi på forkant med tilladelserne, fordi de er godt inde i myndighedskravene til et byggeri som vores.
Arkitektur med sikkerhed og bæredygtighed for øje
Sikkerhed og bæredygtighed har været centrale fokusområder i projektet.
Særligt sikkerheden fylder meget, fordi truslen mod den danske forsyningssektor er stigende, fastslår Lars Nørgaard.
Så selvom det måske ikke giver vandværket det mest indbydende ydre, har man valgt en løsning, hvor det ikke er muligt at kigge ind.
Til gengæld er der valgt nogle materialer – både inde og ude – som sender et tydeligt signal om vandværkets bæredygtige fokus. Og netop i materialevalget har det været vigtigt at kunne trække på Arkikon.
– Det har været godt med Nikolajs input til materialerne, fordi han kender de tekniske muligheder, når man arbejder med bæredygtige løsninger, fortæller Lars Nørgaard – og Nikolaj Riisberg Mikkelsen uddyber:
– Ikast Vandforsyning har haft fokus på at vælge materialer med et lavere CO2-aftryk, og går generelt op i, hvor materialerne kommer fra. Blandt andet har man ønsket at bruge organiske materialer indvendigt, og her er det jo vigtigt, at vi vælger nogle løsninger, der også kan holde til bygningens formål.
Nu rykker projektet et skridt nærmere virkelighed. Ikast Vandforsyning er nemlig lige nu i gang med at forberede udbuddet af det nye vandværk.
Hvornår vandværket helt konkret står klar, vil Lars Nørgaard dog ikke sætte ord på endnu.
– Det er egentlig ikke så vigtigt, om vi lige kommer i drift i den ene eller den anden måned. Vi skal bare ramme rigtigt første gang, siger han.










