Skip to main content

Vi binder idéerne sammen

17 mar, 2022

Fjerde og sidste del af miniserien ‘ARKIKON i projektet’

Bygningskonstruktør hos Arkikon, Dan Nørager Knudsgaard, har den overordnede koordinerende rolle i byggeriet af det største Power-to-X anlæg i Europa, der er under opførelse i Fredericia.

Det er Herning-baserede Everfuel A/S, der som bygherre står i spidsen for anlæggets første fase, der skal producere klimavenligt brændstof. “Overordnet er det et kæmpe teknisk energianlæg, der til at starte med skal producere 20 MW, og vi er totalrådgivere på byggeprojektet,” forklarer Dan. Dermed er det Arkikons arkitekter, der har tegnet bygningerne, og ingeniører, der har regnet på konstruktionerne.

Konstruktørerne er teamets praktikere

Bygningsmassen er sammensat af både produktionshaller, lager-, værksteds- og mandskabsfaciliteter samt kontorer til administrationen. “Det er vores opgave som konstruktører, at de overordnede visioner, idéer og løsninger, som vores arkitekter har defineret, kan blive til virkelighed,” fortæller Dan og slår fast, at transformationen fra 3D-visualiseringerne og til praksis på byggepladsen er hans kerneopgave.

I starten var især Arkikons arkitekter og ingeniører koblet på opgaven, og siden blev konstruktørerne koblet lige så stille på. Dan fortæller, at han ser opgaven ud fra bygherrens behov, der er blevet kraftigt ændret. “Projektet er løbende blevet udviklet og udbygget og er i overført betydning gået fra at være et mindre skur til et omfattende højteknologisk energianlæg. Vores faglige samarbejde har derfor her været ekstra vigtigt for at få nogle funktionelle og solide løsninger, der både hænger godt sammen, er byggeteknisk i orden og kan realiseres i byggefasen, uden det ødelægger de overordnede æstetiske værdier og visioner.”

Jeg ved, hvem der ved det

Det helt specielle og teknisk banebrydende byggeri har ekstraordinært mange involverede. “Ved detaljeret at tegne konstruktionerne i 3D og holde ugentlige koordineringsmøder holder vi fokus på at forudse og forbygge problemer, før de opstår,” fortsætter Dan, der holder styr på, at de mange faglige nøglepersoner får synkroniseret deres arbejde.

Et godt eksempel på et af byggeriets særlige vilkår er brandsikring. “Anlægget producerer brint, og derfor har eksterne certificerede eksperter udarbejdet risikoanalyser og defineret en brandstrategi, ligesom bygningerne også opføres med brandadskillelse i forskellige niveauer.” Også tekniske installationer som kloak og VVS er underlagt en række særlige overordnede krav, som gør byggeprocessen mere kompleks. “Det er helt nødvendigt med et godt kendskab til både arkitekternes og ingeniørernes arbejde, for at vi som konstruktører kan løfte et så stort og kompliceret byggeprojekt som det her,” afrunder Dan.

Everfuel forventer at starte produktionen i løbet af efteråret. Der er planlagt en udvidelse til 300 MW i 2025 med mulighed for yderligere forøgelse til 1 GW i 2030.

Aktuelt