Skip to main content

Sådan guider vi din forsyning gennem byggeprocessen

28 jan, 2026

Med Thomas Enevold som bygherrerådgiver for din forsyning får du en erfaren sparringspartner på din side – i en byggeproces, som er let at fare vild i.

– Det er en kæmpe opgave at være bygherre. Derfor giver det også god mening at have en erfaren sparringspartner med i processen, som deler din interesse i at skabe et godt projekt.

Ordene er Thomas Enevolds.

Igennem sine 25 år som rådgiver for energi- og forsyningsbranchens byggeprojekter har han været med til at bygge alt fra nye varmeværker og akkumuleringstanke til vandværker og biogasanlæg.

Og hans erfaring er, at forsyningsselskaber får deres sag for – uanset om de har erfaring som bygherre eller ej. Det gælder både, når der skal sættes ord på ønskerne til projektet – og når de ønsker skal føres ud i livet.

– Der er enormt meget, man skal forholde sig til, når man sidder med et blankt stykke papir. Der kommer input mange steder fra – rådgivere, entreprenører og myndigheder. Alle har aktier i projektet, forklarer han.

Sætter fokus på forsyningens behov

Siden Thomas Enevold tegnede sit første varmeværk i 1999, er der kommet en del flere byggeprojekter for energi- og forsyningsbranchen i bagagen – og grå hår i skægget.

Den erfaring brænder han for at give videre, så han kan gøre en forskel i branchens næste projekter. Bare på den anden side af bordet som bygherrens mand.

Som rådgiver med fokus på flere af byggeriets fagdiscipliner har Thomas blik for at skabe samarbejde på tværs af arkitekter, ingeniører og konstruktører i projektet.

Ved at stille skarpt på forsyningens behov i byggeriet sikrer han, at alle projektmål nås inden for de aftalte rammer. Og gennem hele processen hjælper han med at træffe beslutninger, der optimerer resultaterne og minimerer risici i projektet.

– Jeg har efterhånden været med til at bygge rigtig mange energianlæg. Så jeg kender branchen, jeg kender kravene og jeg kender faldgruberne, siger han og fortsætter:

– Det er viden, jeg gerne vil bruge til at guide forsyninger i at tage den bedste vej frem mod det færdige projekt – og til at hjælpe dem godt igennem en byggeproces, som er let at fare vild i.

Skaber mest værdi tidligt i projektet

Hvor Thomas byder ind som bygherrerådgiver på et projekt, kommer helt an på forsyningens behov, understreger han. Men står det til ham, vil han helst ind i projektet så tidligt som muligt.

Det er nemlig særligt i de indledende faser af et byggeprojekt, en bygherrerådgiver kan skabe størst værdi.

– For mig gælder det om at få projektet ind på det rette spor fra starten. Når jeg allerede er med fra afklaringsfasen, kan jeg hjælpe med at få stillet de vigtige spørgsmål til bygherren og de rette krav til dem, der skal føre arbejdet ud i livet, siger han og tilføjer:

– Og jeg byder meget gerne ind på projekter, hvor andre arkitekter og ingeniører end mine kollegaer i Arkikon skal løse opgaven. For mig er det ikke meget anderledes, fordi det i bund og grund handler om at oversætte bygherrens ønsker til handling. Det er der, min passion ligger, og det er det, jeg har arbejdet med de sidste mange år.

Aktuelt