Skip to main content

Midtfyns Energis nye, grønne flisværk

21 okt, 2021

Arkikon er bygningsrådgiver for Midtfyns Energi på projektet omkring et nyt og grønnere flisværk, der ligger i Ringe. Det betyder, at vi er med i processen helt fra idéoplæg til udførelse, og sideløbende varetager vi byggeledelse på projektet.

“Materialerne leder tankerne hen på skovens ro.” – Ulla Rosenlund Knudsen, Arkikon

En grøn og åben repræsentant

Det nye flisværk skal anvende dansk produceret træflis samt CO2-neutralt brændsel i form af overskudtræ fra park og skov til at producere grøn varme til borgerne. Positionen som et moderne, grønt flisværk har vores arkitekt Ulla Rosenlund Knudsen forsøgt at understøtte gennem arkitekturen.

Bygningskomplekset består af tre sammensatte enheder; produktionsrum, lager og administration.

Administrationen bliver det daglige mødested for værkets medarbejdere, og de 260 m2 kommer til at fungere i harmoni med produktionen og lageret.

De tre enheder hører således sammen, men de er i sagens natur også differentieret fra hinanden i kraft af bygningernes forskellige funktionelle formål. Differencen fremstår tydeligt i anvendelsen af materialer, som står i kontrast til hinanden på tværs af bygningsenhederne.

Vinduespartierne skaber transparens. Helt ude fra vejen får besøgende og forbipasserende indsyn til administrationens hjerte gennem det primære mødelokale og videre ind til maskinerne i kedelrummet. Overgangen fra menneskerum til maskinrum forstærker oplevelsen af kedlens skala i samspil med personalets interaktion i administrationsbygningen. Og det er med til at åbne forsyningsprocessen op for befolkningen – hvor og hvordan vores energi produceres, og hvem der styrer driften.

Konstruktioner og materialer, der signalerer bæredygtighed

Ulla har designet flisværket i en stil, som er præget af naturlige materialer og farver, der passer ind i tidens ånd og refererer til værkets råmateriale.

Produktionen er udført i skovgrønne sandwichpaneler med stabiliserende betonvægge i bunden af bygningen. Det er her, den grønne varme produceres.

Materialevalget skaber tyngde mod terrænet i bunden, og de lette materialer øverst står i blød kontrast til betonen.

Lageret og administrationen er afsluttet med vandretmonterede trælameller, der patinerer over tid. Træet giver et varmt og roligt udtryk, som, kombineret med de grønne paneler på produktionsbygningen, harmoner med værkets naturrige omgivelser.

Byggelederen har ordet

”Når jeg besøger byggepladsen, sørger jeg altid for at tage billeder med hjem, så mine kollegaer på tegnestuen kan følge projektet i virkeligheden og ikke kun på papiret. Og så er det jo fascinerende at komme helt tæt på de store maskiner og al teknikken, der er omdrejningspunktet for det, vi bygger.”

Sådan lyder ordene fra vores byggeleder og sikkerhedskoordinator på projektet, Dennis Fähnrich Frandsen, der har fulgt udviklingen af det nye flisværk på nær hånd og besøgt byggepladsen jævnligt undervejs i processen.

Ligesom os andre, holder Dennis af at opleve samspillet mellem teknik, æstetik og funktion, og her er Midtfyns Energis nye flisværk i Ringe et rigtig godt eksempel.

Fakta

Det nye flisværk har et samlet etageareal på omtrent 1500 m2 og måler 13,5 meter i højden fra gulv til loft i produktionen. Det nye biomasseværk yder 4,8 MW, og flisgruberne er 5,5 meter dybe og kan hver rumme ca. 115 m3 flis.

Projektet er nu så langt i processen, at værket står færdigt dette efterår.

Aktuelt