Skip to main content

Fra ide til færdigt byggeri: Opførelsen af et fremtidssikret varmeværk

26 sep, 2024

” Spar ikke penge på en arkitekt, og undlad ikke rådgivningen i processen samt kontrollen med det udførte arbejde. Arkitektydelser er ikke til fordyrelse, de er til berigelse af et byggeprojekt.” – Anders Rønshof, bestyrelsesformand, Egtved Varmeværk

Egtved Varmeværk er et eksempel på, hvordan et moderne fjernvarmeværk kan designes til fremtiden, selvom pladsen er trang og kravene store.

I flere år stod Egtved Varmeværk overfor udfordringen om, hvordan fremtidens varmeproduktion skulle sikres. Energiforliget i 2018, præsenteret på Dansk Fjernvarmes Landsmøde, åbnede en ny vej for varmeværket. Egtved Varmeværks bestyrelsesformand, Anders Rønshof, fortæller, hvordan de i samarbejde med Dansk Fjernvarmes Projektselskab (DFP) analyserede forskellige muligheder for fremtiden med udgangspunkt i spørgsmålet: ” Hvordan, af hvad og for hvem skal vi producere i fremtiden?”. Valget faldt på en kombination af varmepumpe, solceller og biomasse, da denne løsning gav den laveste pris og største robusthed for forbrugerne.

Egtved Varmeværks nye anlæg kunne dog ikke realiseres på den eksisterende adresse, og dermed blev nybyggeri nødvendigt. Her blev det vigtigt at skabe en bygning, som var både æstetisk og funktionel. Egtved Varmeværk valgte en betonbygning frem for stål, dels på grund af minimal prisforskel, men også fordi betonbebyggelsen kunne give en vedligeholdelsesfri og smuk struktur. “Vi ønskede et hus, der var pænt, holdbart og funktionelt”, fortæller Anders Rønshof, ”Hvor der er tænkt fremtid, minimalt vedligehold og mulighed for øget produktion ind i bygningen.”

Vigtigheden af fremtidssikring

Når man bygger et nyt fjernvarme- eller kraftvarmeværk, er det afgørende at stille sig selv flere spørgsmål:

  • Hvordan kan vi sikre, at bygningen kan tilpasses fremtidens energimix?
  • Hvordan kan vi forberede os på udvidelser uden at skulle bygge nyt?
  • Hvordan sikrer vi minimal vedligeholdelse og lang levetid for anlægget?

Ved at tænke disse spørgsmål ind fra starten, kan man undgå fremtidige problemer og sikre en bæredygtig og økonomisk drift af varmeværket.

I Egtved Varmeværks tilfælde blev der lagt stor vægt på fremtidssikring. Bestyrelsesformand Anders Rønshof udtaler:

”Der er tænkt fremtid, minimalt vedligehold og mulighed for øget produktion ind i bygningen. På den plads, der var til rådighed (og den var for lille), har Egtved Varmeværk fået det, vi ville. Et byggeri, der holder sig pænt i mange år, hvor der er plads til udvidelser både på produktion og administrationspladser.”

Arkitekt Henrik Juncker, som har baggrund som tømrer og bygningskonstruktør, var en central figur i processen. Han beskriver, hvordan varmeværket i Egtved blev designet med fleksibilitet for øje: ” Da bygherre ønskede en vedligeholdelsesfri bygning, og havde set sig varm på betonbyggeri, arbejdede vi indenfor de rammer. Der er skabt fleksibilitet og fremtidssikring i udformningen, ved at lave store kontorer, som kan inddeles i flere rum, og bygningens pumperum og størrelse er forberedt, så fremtidige udvidelser ikke ville ændre på arkitekturen.”

Når Egtved Varmeværk i fremtiden skal tilpasse sig fremtidige teknologiske fremskridt og energikilder, kan de gøre det uden at skulle bygge nyt eller gennemgå dyre og tidskrævende ombygninger.

Samarbejdet med arkitekten

Det tætte samarbejde mellem Egtved Varmeværk og ARKIKON var afgørende for projektets succes. Henrik Juncker forklarer, hvordan de i Egtved havde en meget engageret bygherre, som de rådgav gennem hele processen, lige fra lokalplansforhold, grundkøb, forhåndsdialog med kommunen, til der stod et færdigt projekt.

Dennis Fähnrich Frandsen, som er byggetekniker i ARKIKON og har 24 års erfaring som tømrer, var byggeleder på projektet, og havde tæt dialog med Egtved Varmeværk. Han fortæller, at det for ham var supervigtigt at forklare processen for bygherre og fortælle i god tid, hvornår de skulle tage nogle vigtige beslutninger. Derved fik de en god proces og en bygherre, der havde et godt overblik.

”Ping pong er et naturligt element i alle facetter af et byggeri. Egtved Varmeværk har i ARKIKON haft en meget lyttende arkitekt. De har netop fanget de signaler, vi havde. Omvendt har ARKIKON også bragt emner på banen som vi ikke havde tænkt på. Derfor var byggeriet ikke bare en glæde, da vi tog det i brug. Det er det også den dag i dag, og det vil det også være i fremtiden” fortæller Anders Rønshof og forsætter: ”Projektmæssigt var det også – med ARKIKON som bygherrerådgiver – den lige vej mod målet. Ikke én dag blev sat over styr i processen. ”

Henrik Juncker forklarer, hvordan de i samarbejdet med Egtved Varmeværk har arbejdet med både store linjer og detaljer for at skabe et helstøbt projekt. ” Vi har kigget meget ind i deres daglige gang og hverdagen for både driftsfolk og administrationsfolk, så alle har et velfungerende hus med et godt arbejdsmiljø.”

Anders Rønshof understreger vigtigheden af en kompetent arkitekt og rådgiver: “Med arkitektens rådgivning har vi fået et hus, der passer til vores behov. Vi færdes i bygningen med ‘blodtrykket’ på plads, fordi arkitekten havde fingeren på pulsen og kunne rådgive os om de rigtige løsninger.”

Resultatet: Et fremtidssikret værk

Egtved Varmeværk har nu en ny produktionsbygning, som ikke kun opfylder nutidens behov, men også er forberedt til fremtidens krav.

Bygningen er skabt til at kunne udvides og tilpasses, hvilket sikrer, at varmeværket kan fortsætte med at levere pålidelig og prisstabil varme i mange år fremover. ”Med de produktionsplatforme vi har i dag, kan vi ud fra mange parametre sammensætte den lavest mulige produktionspris. De mange veje er også et godt værn mod højere priser,” siger Anders Rønshof og understreger, at finansieringen har gjort, at alle forbrugere i gennemsnit, kom til at betale 3.000,00 kr. mindre for opvarmning af et gennemsnitligt parcelhus om året.

”Vi fik i Egtved det nye værk, vi ”drømte” om” fortæller Anders Rønshof og fortsætter, ”Vort byggeri er beviset på, det er godt med hjælp og ydelser fra en arkitekt, der mestrer det teknisk komplicerede byggeri. Det gælder fra start til slut.”

Med ARKIKON som bygherrerådgiver blev projektet gennemført uden forsinkelser, og Egtved Varmeværk står i dag med et anlæg, der er både funktionelt og æstetisk tiltalende.

Som Rønshof konkluderer: ” Spar ikke penge på en arkitekt, og undlad ikke rådgivningen i processen samt kontrollen med det udførte arbejde. Arkitektydelser er ikke til fordyrelse, de er til berigelse af et byggeprojekt.”

Aktuelt