Skip to main content

Envafors får en ny varmepumpebygning

7 okt, 2024

Arkitektur er ikke bare et spørgsmål om pæne facader og rene linjer.

Og det er den kommende varmepumpebygning i Slagelse, som vi har tegnet for Envafors, et godt eksempel på.

Fokus i projektet har nemlig været at skabe et funktionelt byggeri uden de helt store dikkedarer, som vigtigst af alt kan understøtte arbejdsgangene og hverdagen for fjernvarmeselskabets ansatte.

Bygningen opføres som en del af en større plan for at sikre grønnere og billigere fjernvarme til forbrugerne i Slagelse. Varmepumpen, der får en kapacitet på hele 10 MW, bliver placeret på nabogrunden til Envafors’ eksisterende kraftvarmeværk. Placeringen gør det muligt at udnytte energien fra kraftvarmeværket, og projektet er et vigtigt skridt mod at gøre fjernvarmeproduktionen 100% baseret på vedvarende energi.

Funktionalitet i fokus

Vores opgave har været klar: At designe en bygning, der kan det, den skal – og gøre det nemt at drive en effektiv varmeproduktion. Placeringen i et industrilandskab betyder, at fokus ikke har været på det arkitektoniske udtryk, men på, at varmepumpebygningen fungerer optimalt i hverdagen. Det har resulteret i et funktionelt og fleksibelt byggeri, som vil understøtte Envafors’ ambitioner om en fremtidssikret og grøn varmeproduktion.

Gnidningsfri opførelse med samtidig maskineentreprise

Et vigtigt element i vores tilgang er, at vi sikrer en gnidningsfri byggeproces, der tager højde for de tekniske installationer og entrepriser, der kører parallelt. Vi har stor erfaring med at bygge til fjernvarmebranchen, og netop den erfaring er med til at sikre, at bygningen både opfylder komplekse krav og kan rumme de nødvendige teknologier og maskinanlæg uden forsinkelser i byggeforløbet.

Vi har netop taget første spadestik i Slagelse – og det betyder, at der snart kan produceres endnu mere fjernvarme til forbrugerne i området. Efter planen skal varmepumpen være i drift allerede fra sommeren 2025.

Aktuelt