Flere hundrede pæle skal hamres i jorden i Ringkøbing
Lige om lidt hamres tæt på 500 pæle i jorden på grunden lige overfor varmeværket i Ringkøbing.
Her skal der nemlig opføres et nyt flisværk til Ringkøbing Fjernvarme, som kan udfase en stor del af den naturgas, man producerer fjernvarmen med i dag.
Men jorden under det kommende flisværk består af blød ler og har et højt grundvandsspejl – og derfor skal der først pæle i jorden, før bygningens egentlige fundament støbes.
På vej ind i en afgørende fase
Arkikon er med som bygningsrådgiver i projektet – det betyder, at vi tager os af alt fra det indledende design og arkitektoniske udtryk til ingeniørarbejdet og løbende kontrol af byggeriet. Vi følger med andre ord byggeriet fra start til slut.
Og netop i disse dage står vi i en afgørende fase, fortæller konstruktionsingeniør på projektet, Nikolaj Riisberg Mikkelsen.
– Før vi går i gang med at ramme alle pælene, tester vi de egentlige jordbundsforhold med nogle prøvepæle. Vi har selvfølgelig analyseret på jorden, men nu er tiden kommet til at undersøge, hvad den kan holde til i virkeligheden, siger han og tilføjer:
– Vi er meget fortrøstningsfulde, men det er alligevel et spændende skridt i projektet, fordi vi indtil nu kun har arbejdet med kvalificeret gætværk.
Erstatter naturgassen i varmeproduktionen
Når det nye flisværk efter planen står klar i slutningen af 2025, kommer de mange pæle til at være skjult under jorden, mens byggeriet står ovenpå – en form for ’omvendt pindsvin’ så at sige.
Udover selve flisanlægget skal bygningerne indeholde et flislager, en varmepumpehal og et kontrolrum.
Sammen med en tilhørende absorptionsvarmepumpe vil det nye flisværk potentielt kunne dække hele 60 procent af varmebehovet for Ringkøbing Fjernvarme, fortæller Martin Halkjær Kristensen, der er direktør for selskabet.
Han forklarer, at flisværket giver varmeværket et ben mere at stå på i produktionen og samtidig kan erstatte grundlasten den eksisterende gaskedel.
– Naturgas kommer ikke til at blive brugt til opvarmning i fremtiden, og derfor giver det god mening, at vi udfaser den nu. Samtidig forventer vi, at vi i fremtiden kan lave billigere varme til vores forbrugere på det nye værk, fortæller han og roser det kommende flisværks visuelle udtryk:
– Vi har fået tegnet en virkelig flot bygning af Arkikon – det må man sige.