Skip to main content

Jubilæum: Thomas har designet energibygninger gennem 25 år i Arkikon

20 nov, 2024

25 år som arkitekt for energi- og forsyningsbranchen i Arkikon har givet Thomas Enevold et indgående kendskab til branchens unikke behov til byggeri. Ifølge ham er det vigtigt at tænke arkitekturen ind fra start, da det både giver mere effektive arbejdsgange og en lokal forankring.

Det giver et gys i Thomas Enevold, når et varmeværk, et energianlæg eller en pumpestation, som han har været med til at udtænke, bliver vakt til live.

Et gys, han nu har jagtet i 25 år – for så lang tid er det efterhånden siden, at han som arkitekt og bygningskonstruktør for første gang arbejdede med energibygninger.

Allerede dengang havde han dog lidt kendskab til energi- og forsyningsbranchen. Det løber nemlig i blodet – hans far Gunnar Iversen var bygningsingeniør og arbejdede med at konstruere varmeværker tilbage i 1980’erne.

Derfor fangede det hurtigt hans interesse, da han som nyansat i det arkitektfirma, der senere skulle komme til at hedde Arkikon, var med til at designe et varmeværk i Tirstrup i 1999.

Siden kom flere projekter i energi- og forsyningsbranchen til – og der gik ikke mange år, før Thomas Enevold blev tegnestuechef og dermed fik mulighed for at dreje Arkikon i den retning, hans passion lå, fortæller han.

– Jeg har altid været meget interesseret i teknik. Det at få skabt de bedst mulige rammer for produktion og funktionalitet i en bygning – samtidig med at den passer i det omkringliggende miljø – det synes jeg er spændende, siger han og fortsætter:

– Og med tiden har jeg da også oplevet, at der i branchen er kommet en forståelse for den værdi det giver, når man integrerer sine bygninger i både landskab og samfund ved at bruge arkitekturen aktivt.

Flere er blevet stolte af deres lokale forsyning

Et af de projekter i Arkikon, Thomas husker tilbage på med stolthed, er Rønde Varmeværk. Et af de første, han selv var ansvarlig for som arkitekt, bygningskonstruktør og byggeleder.

– Det var tilbage i 2004 – faktisk sammen med nogle af mine fars gamle samarbejdspartnere – og jeg oplevede det som enormt fedt at være med til at tænke tankerne og bagefter føre dem ud i livet, fortæller han.

Dengang var energi- og forsyningsbygninger for mange bare en indkapsling af noget teknologi – og sådan er det for nogle stadigvæk, mener Thomas Enevold. Til gengæld oplever han, at der er sket i skifte i interessen for særligt forsyningsbranchen, og at flere i dag rent faktisk er stolte over deres lokale forsyning.

– Det er især energikrisen, der har gjort det, samtidig med at vi lige nu er i gang med en grøn omstilling af samfundet, som energi- og forsyningsbranchen spiller en vigtig rolle i, siger han og tilføjer:

– Men omstillingen kræver både en effektivitet på vores forsyninger og en lokal forankring – og det mener jeg selvfølgelig, at vi som arkitekter i Arkikon spiller en stor rolle i at sikre.

Arkitektur skal tænkes ind fra starten

Helt konkret er det et spørgsmål om at tænke arkitekturen ind fra starten, når man skal opføre nye energibygninger. På den måde sikrer man, at byggeriets udformning understøtter dets funktioner, forklarer Thomas.

– Derfor håber jeg da også på, at mange flere i fremtiden vil bruge vores ekspertise i de indledende faser af byggeriet. Vi har jo stor erfaring med de processer og udfordringer, der skal løses i energi- og forsyningsbyggeri, siger han og fortsætter:

– Vi kan visualisere ideerne, så de sætter gang i de positive tanker hos folk. Det er også derfor, vi er relevante i alle projekter, store som små – transformerstationer eller kæmpe varmeværker. De små bygninger skal også være funktionelle for driftsfolkene og integreres i deres omgivelser.

Størrelsen på anlæg forpligter

Faktisk behøver det ikke være ret meget dyrere at tænke arkitektur og bæredygtighed ind fra starten af et byggeri, mener Thomas. Det er nemlig sådan, man skaber de gode historier

Og uanset om bygningen ligger på en åben mark, i et industriområde eller i udkanten af byen, er der stadig stor værdi i at designe den, så den passer ind i lokalmiljøet.

– I et lille land som Danmark er det svært at finde et sted, hvor andre ikke skal forholde sig til bygningens visuelle udtryk – og lige præcis energibygninger har ofte en størrelse, der forpligter, siger Thomas Enevold og tilføjer:

– Som bygherre er det derfor dit ansvar at finde den rette balance mellem et stort byggeri, der på én og samme tid er robust, innovativt, fremtidssikret og visuelt passer ind i omgivelserne. Det hele er i lige så høj grad forudsætninger for bæredygtigt byggeri som de materialer, der bliver brugt.

Passionen for energi og forsyning hænger ved

For Thomas holder Arkikon aldrig op med at være hjertebarnet. Og passionen for energi- og forsyningsbranchen regner han heller ikke med, at han kan slippe lige foreløbig.

Derfor håber han også, at han sammen med resten af Arkikon kan blive ved med at gøre sig gældende i branchens udvikling. Han er i hvert fald ikke i tvivl om, at man har meget at byde ind med – også i fremtiden.

– Vi har en ret unik tilgang til forsyningsbranchen i Arkikon. Og vi har det engagement og den passion indenfor feltet, som skal til for at drive udviklingen fremad. Vi ved med vores erfaring, hvordan vi får tingene til at fungere i hverdagen, og hvordan vi skaber de rette rammer for en effektiv forsyning, siger han og tilføjer:

– Nu er mit håb bare, at vi i endnu flere energi- og forsyningsprojekter kan komme ind i processen noget tidligere. For der kan vi virkelig gøre en forskel.

Aktuelt