Skip to main content

Bellinger Huset Risskov

Understøttende arkitektur

Huset er opført i in-situ støbt beton med udvendig isolering og indfarvet puds i en arkitektur, der med sit enkle udtryk understøtter brandets høje kvalitet. Formen er ny-modernistisk, hvor rene geometriske figurer som rektangler, cirkler og kurver danner en arkitektonisk komposition. Facaden skaber blikfang med det fem meter i diameter store, runde vindue. Som en betragtende monokel er vinduet rettet mod omverdenen og åbner samtidig op for omverdenens indblik i virksomheden. Indenfor er der også gennemkig mellem etagerne via runde glas placeret i etageadskillelsen. På den måde har alle medarbejdere visuel kontakt med hinanden.

Hverdagsguld for de ansatte

Husets hovedfacade er orienteret mod nord, væk fra den direkte sol, hvor den vender mod ankomstvejen og den foranliggende parkering. Mod vest på bygningens første sal findes de åbne kantine- og opholdsfaciliteter i forbindelse med en stor tagterrasse, der er til gavn og glæde for husets medarbejdere.

Søren Møllersgade Randers

Moderne og neutrale lejligheder

Projektet er en byejendom, hvor Arkikons opgave således har været at få de eksisterende rum i ejendommen til at fungere som boliger i brugbare størrelser. Med fokus på funktionalitet og genanvendelse, er der blevet skabt 52 moderne lejligheder, der i deres grundudtryk er så neutrale som muligt.

Bevarelse af arkitekturen

Vores arkitekt har haft et særligt fokus på gangarealerne, hvor mange af bygningens oprindelige elementer såsom trapper og håndlister er bevaret. Derudover har vi fået lavet dekorationer og ophængt akrylbilleder med originale arkitekttegninger, som fortæller husets arkitektoniske historie, hvor Randers-arkitekten Jens Peter Jensen Wærum oprindeligt tegnede bygningen.

Sommerhus Bønnerup

Et pusterum i naturen

Det arkitektoniske mål er at skabe et fokus på naturen fra alle sider af huset. Fra stueplan er huset transparent, så man kan nyde middagssolen og samtidig udsigten til havet.

Huset er opført med referencer til havnens små fiskehuse, som kan spottes fra huset. Fra køkkenet er der udsigt til møllerne gennem et vindue, ligesom resten af huset også byder på forskellige fokuspunkter, der fungerer som udsigtspots til den omkringliggende natur.

Råt og varmt i forening

Materialet cortenstål skaber en rå stil, men i varme, brune nuancer, der harmonerer med landskabet og vandet. Stålet varierer i takt med vejret, hvor den brune nuance bliver mørkere i vådt vejr og lysner, når det tørrer ud. Det understøtter samtidig den overordnede arkitektur med stramme, enkle linjer, der også findes i facadeinddelingerne.

Rum for sol, skygge og lyse nætter

Indvendigt er huset designet med en rummelighed og lethed, der opstår med loftets variende højde. Loftet er inddelt i tre forme med hver sin spidse top og bund, der adskiller dem visuelt, men samtidig binder rummene sammen, som sideløbende bølger.

Rundt omkring på grunden er der etableret hyggekroge ved forskellige terrasser. En formiddagsterrasse foran, middagsterrasse i midten og eftermiddags-/aftenterrasse i et indhak. Terrasserne gør de muligt at nyde en solrig stund på alle tidspunkter af døgnet.

Bygningerne bindes sammen af den solafskærmerne pergola, der forbinder bygningerne og markerer hovedindgangen, mens den forlænger formen på den sekundære bygning. De firkantede former strækkes ud, når lysene kommer ind gennem sprækkerne og skaber en skyggeeffekt ved højlys dag, mens lyseffekten forstærkes om aftenen.