Skip to main content

Mie Engholm Dohn

Mie er en del af Arkikons bestyrelse. Hun er uddannet først Ha(jur.) og siden MBA fra Aarhus Universitet. Gennem arbejdet med executive assistance og forretningsudvikling har hun fået stor respekt for kommunikationens magt og betydning i vellykkede projekter. I dag arbejder hun som Business Developer i virksomheden EverRest. ”For mig er kommunikationen omdrejningspunktet i forandringsprojekter. Derfor vægter det rigtig højt i mit arbejde.”

For Mie er kommunikation et redskab til udvikling, der altid bør bruges. ”De mennesker, der påvirkes af en forandring, skal informeres på rette niveau, og det er vigtigt at sørge for, at forandringen sker i et tempo, som alle kan forstå og håndtere. Den tanke ligger meget naturligt til mig.” Og derfor er det også én af de ting, hun særligt trækker på i bestyrelsesarbejdet hos Arkikon.

”Når Arkikon står overfor forandringer, pipper jeg altid op om kommunikation. Velvalgt kommunikation kan bidrage til at få alle til at forstå det og synes, det er en god idé. Forandringer kan skabe utrygge perioder, og vi skal hjælpe med at gøre dem så trygge og ukomplicerede som muligt. Vi skal skynde os langsomt – tingene skal bevare tempo og momentum, men vi skal heller ikke haste. Alle skal med, og det skal der være tid til.”

Det er ikke kun i arbejdsregi, at Mie gerne vil ”skynde sig langsomt”. Derfor kombinerer hun det til tider hektiske arbejdsliv med et simpelt privatliv bygget op om hendes familie. ”Jeg bor på en båd på 40 kvm, som jeg deler med min familie på tre. Det er trangt, men det er meget givende og jeg nyder en simpel livsstil.”

Søren Elisiussen

Søren er aktiv bestyrelsesformand hos Arkikon. Han har været projektleder på et af Vestas’ største projekter, administrerende direktør for det tidligere Arcon Sunmark og en del af flere forskellige bestyrelser. Derfor trækker han på en erfaring bredt funderet i branchen og et godt øje for forretningsudvikling. ”Jeg brænder for at hjælpe virksomheder, måske er de i stagnation eller har ambitioner om at udnytte et vækstpotentiale, og det kan jeg hjælpe dem med at indfri.”

Interessen for at udvikle er ikke at tage fejl af, og Søren søger at hjælpe virksomheder, der har samme stærke drivkraft og modet til at bevæge sig ud i ukendt territorie. ”Virksomheden skal ville noget, men jeg har samtidig fokus på, at kvaliteten forbliver intakt imens, og at processerne kan følge med udviklingen.”

”Én af Arkikons styrker er, at de kan noget helt særligt inden for en bestemt niche. De fire ejere har alle noget unikt at byde ind med og komplimenterer hinanden. De er dygtige inden for deres felt, og sammen med medarbejderstaben er de både kreative, innovative og teknisk velfunderede, når de byder ind på opgaver. Det er en professionel, lille og hurtig virksomhed, og det gør den agil og dynamisk.”

Med fuld fart på arbejdsfronten til daglig, holder Søren af at bruge ferier og weekender på vandet i sin båd. ”Jeg er vild med at komme rundt i forskellige havnemiljøer. De er ret unikke. Alle er en ligeværdig del af fællesskabet, og det er uanset, hvem man er, eller hvilken båd man har. Her finder man mennesker, der vil andre mennesker.”